Ny tegnestue sætter bæredygtigt design på programmet
Med base i København udvider Genbyg forretningskonceptet med nystartet tegnestue. Det betyder, at der bliver kort vej fra tegnebrættet til det færdige produkt, som fremstilles i Genbygs eget værksted.
”Vi fokuserer på ressourceoptimering, hvor materialernes oprindelige høje kvalitet bevares og kan genbruges. Ambitionen er, at projekterne skal bestå af hele 90-100 procent genbrugte materialer”, siger Jesper Holmberg, medejer af Genbyg.
”Med den nye tegnestue vil vi gerne være med til at påvirke de måder, vi realiserer og udvikler byggeprojekter på hvad angår design og opførelse, i en mere bæredygtig retning uden at gå på kompromis med kvaliteten. Nu kan vi udvikle og realisere projekterne uden fordyrende og tidskrævende mellemled”, tilføjer Jesper Holmberg, der ser tegnestuen som en del af en naturlig udvikling i virksomhedens vækst.
En have midt i byen
Genbygs tegnestue er nu ved at lægge sidste hånd på byggeriet og indretningen af Cofocos nye restaurant Väkst på Sankt Peders Stræde i København. Her har gamle materialer fået nyt liv, blandt andet i et stort indbygget drivhus, der forbinder rummets to etager og sætter rammen for det nordiske køkken og en frodig haveoplevelse, midt inde i byen.
Genbyg handler i forvejen med brugte byggematerialer med hovedsæde i Kastrup og har eksisteret siden 1998. Virksomheden er specialiseret i opkøb og videresalg af brugte byggematerialer. De seneste par år har man løbende udvidet forretningsområdet med egenproducerede produkter. Genbrugsmaterialerne bliver forarbejdet på eget snedkerværksted med fokus på at udvikle æstetiske designløsninger.