DAGENS LEDER: Markedsregulering kræver overblik
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Skal der gennemføres adfærdsregulerende tiltag, så batter det nemlig først for alvor, når staten stilller krav. Sådanne krav kan skabe enormt vækstpotentiale i en branche. Men det kan også true en hel branche med udryddelse.
Sådan er det for eksempel på markedet for solceller og alternativ energi. Her vedtager regeringen den ene dag adfærdsregulerende vækst, mens man fjerner gulvtæppet under branchen den næste. Sådan har det også været med Boligjob-ordningen og en lang række andre ordninger, som har haft til formål at skabe beskæftigelse eller adfærdsregulere mod bestemte mål, for eksempel udfasning af fossile brændstoffer.
Uanset om man taler om tilskud eller fradrag, er adfærdsregulering i form af økonomiske incitamenter uhyre følsomt over for politisk slingrekurs. Derfor må man forlange af politikerne, at de er deres opgave voksne og skaber nogle holdbare modeller, som holder kursen, så markedet kan agere hensigtsmæssigt.
Der er selvfølgelig tale om en dynamisk proces, og det kan være nødvendigt at tilpasse ordningerne i takt med samfundets udvikling. Men overordnet set bør de adfærds- og markedsregulerende tiltag være andet end døgnfluer og hovsa-løsninger.