23948sdkhjf

Regeringen vil droppe PSO-afgiften

En ny rapport konkluderer, at PSO-afgiften medfører forvridninger og derfor bør finansieres via personskatterne. Minister kalder det ”interessant”
PSO-afgiften, der skal finansiere den grønne omstilling, har vist sig at være dyr for de danske produktionsvirksomheder.

Derfor tager regeringen nu livtag med den omdiskuterede afgift. Det sker på baggrund af en ny afgifts- og tilskudsanalyse, som partierne bag Energiaftale 2012 satte i gang for at undersøge, om energiafgifterne og tilskuddene til vedvarende energi giver de rigtige incitamenter til at sikre en grøn omstilling af det danske energisystem.

Analysen, som er første del af en større analyse, ser også nærmere på PSO-afgiften og her er konklusionen klar: PSO-afgiften medfører en række forvridninger og er ikke det mest omkostningseffektive redskab til at finansiere støtte til vedvarende energi. Afgiften bør derfor i stedet finansieres over finansloven – for eksempel via personskatterne. Det vil både give en samfundsøkonomisk gevinst på omkring 2 mia. kroner og styrke erhvervslivets konkurrenceevne.

Udspil på vej

Regeringen vil nu komme med et udspil til, hvordan den grønne omstilling fremover skal finansieres, bebuder energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

”Jeg synes, at det er en meget interessant analyse, som tydeligt viser, at den bedste løsning er at tage et opgør med PSO-afgiften. For mig at se viser analysen, at vi på denne måde kan finansiere den grønne omstilling billigere og bedre, samtidig med at vi bliver rigere som samfund og giver billigere elpriser til erhvervslivet og husholdningerne”, siger han.

PSO-afgiften giver årligt knap 8 mia. kroner i statskassen. Skatteministeriet har tidligere beregnet, at der vil være en BNP-gevinst på over 1 mia. kroner om året, hvis man fjerner PSO’en og finansierer det ved at hæve bundskatten.

Sol og vind

Hos installatørvirksomhedernes brancheforening Tekniq roser adm. direktør Niels Jørgen Hansen ministeren for de klare udmeldinger.

”Ved at fjerne PSO-afgiften tages et vigtigt skridt til at dansk energipolitik holder op med at belaste erhvervslivets konkurrenceevne mere end nødvendigt. Ved at finde en ny finansieringsform til den grønne omstilling gøres omkostningerne til energipolitikken mere gennemsigtig”, siger han og fortsætter:

”Vi håber at de vedvarende energiteknologier ligestilles i energipolitikken. Skal klimamålene nås, må vindkraften suppleres med solceller, varmepumper og alle andre vedvarende energiformer, som trækker Danmark væk fra de fossile brændstoffer”.

De tre øvrige delanalyser i afgifts- og tilskudsanalysen forventes offentliggjort hurtigst muligt efter færdiggørelsen, herunder den sidste delanalyse, der blandt andet ser på niveauet for den danske el-afgift.
Læs mere om: PSO
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11