Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hvidovre, på Frederiksberg, i Hillerød, Næstved, Sorø, Stenlille, Hou, Kolind, Gråsten, Bogense og Gram
HVIDOVRE
Etablering af tre tagterrasser
Teknik- og Miljøudvalget i Hvidovre Kommune skal på sit møde i morgen beslutte, om der skal meddeles dispensation fra Lokalplan 229 til etablering af tre tagterrasser på taget af forbindelsesbygningen ved sengebygning 1, 2 og 3 på Hvidovre Hospital.
Tagterrasserne vil hver især, inklusiv rampe, udgøre et areal på omtrent 72 kvm.
Ansøger begrunder ansøgningen med, at hensigten med Hvidovre Hospitals ”helende arkitektur” blandt andet indebærer, at der skal skabes adgang til det fri for patienter såvel som personale.
FREDERIKSBERG
Indretning af fire tagboliger
Frederiksberg Kommune har modtaget en ansøgning fra arkitekt Pernille Sølling på vegne af ejendommens ejer om tilladelse til at ændre tagkonstruktionen på ejendommen Forchhammersvej 24-26 og her indrette fire seniorboliger.
Den nye tagkonstruktion bliver cirka 70 cm højere end den eksisterende og genskaber nogle af de oprindelige detaljer med kviste i tårnopbygningen, frontispice og to piedestaler med vaser. De fire nye boliger bliver hver 77 kvm store.
Et flertal i By- og Miljøudvalget vedtog forleden at give principiel tilladelse til det ansøgte.
HILLERØD
Nyt Hillerød Stadion
Bestyrelserne i Hillerød Fodbold, Hillerød Håndboldklub og Hillerød Damefodbold af 2010 har fremsendt et ideoplæg, der går ud på at udvikle et moderne stadion, der kan rumme mere end fodbold og som kan understøtte flere af de lokale idrætsforeningers muligheder for at øge samarbejdet med for eksempel Team Danmark til Hillerød Kommune.
Hillerød Kommune opfordres til at være en aktiv part i at udarbejde en konkret og ambitiøs plan for Hillerød Stadion.
Kultur- og Fritidsudvalget i Hillerød Kommune drøftede det fremsendte ideoplæg forleden, og udvalget ønsker, at der arbejdes videre med en helhedsplan for et fremtidssikret stadion i Hillerød. Udvalget besluttede at bede forvaltningen udarbejde et anlægsønske med det formål at afsætte midler til udarbejdelse af et skitseforslag for en sådan helhedsplan.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED
Opførelse af ny boligbebyggelse
Plan- og Ejendomsudvalget i Næstved Kommune har vedtaget forslag til Lokalplan 066 for en ejendom på Frihedsvej i Næstved, og forslaget er herefter fremlagt til høring frem til 28. juni.
Lokalplanen har til formål at overføre arealet til byzone for derved at skabe mulighed for opførelse af ny boligbebyggelse.
SORØ
Facadeløft
Sorø Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til indretning af café på Akademigrunden 9 i Sorø, og den ansøgning skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til på sit møde i dag.
Ansøger ønsker at etablere en lille café i det gamle bindingsværksudhus ved Molbechs Hus, så lokale og turister, der besøger Klosterkirken, Akademiet og Sorø Sø, får et sted, hvor der kan nydes en kop kaffe i en kulturhistorisk atmosfære.
Ansøger oplyser, at bygningen, der i dag primært anvendes til oplagring af byggemateriel, vil få et ”facadeløft” i form af maling af træværk og kalkning af murværket. En yderdør vil blive udskiftet i respektfuld hensyntagen til bygningens stil, alder og udseende. Indvendigt vil der, ud mod haven og søen, blive indrettet et cafélokale på cirka 12 kvm, hvor der opstilles disk, arbejdsbord, håndvask og kaffemaskine. Der etableres toiletforhold med adgang udefra via en rampe.
STENLILLE
Opførelse af hal- og kontorbygning
Sorø Kommune har givet landzonetilladelse til opførelse af en ny bolig på 272 kvm og en garage på 36 kvm på Atterup Vænge 4. Alle, der har en retlig interesse i sagen, kan klage over tilladelsen til Natur- og Miljøklagenævnet frem til 27. maj.
Der er desuden givet tilladelse til udvidelse med en hal- og kontorbygning på Kalundborgvej 92 i Sorø, og her udløber klagefristen den 26. maj.
Endelig har Sorø Kommune givet tilladelse til et udhus på 145 kvm på Tjørntvedvej 29, Stenlille. I denne sag udløber fristen for at klage til Natur- og Miljøklagenævnet den 27. maj.
REGION MIDTJYLLAND
HOU
Boliger og erhverv
Odder Byråd har vedtaget lokalplan nr. 5035 for et område til centerformål ved Søndergade i Hov endeligt.
Lokalplanen bestemmer, at området skal anvendes til centerformål såsom boliger, erhverv og offentlige formål, og at bebyggelsen langs Søndergade og Vestergade skal opføres som sammenhængende bebyggelse med facaden i en fastlagt byggelinje.
KOLIND
Opførelse af daginstitution
Syddjurs Kommune sammenlægger daginstitutionerne i Kolind i en ny samlet integreret institution på Bugtrupvej, som skal stå færdig i sommeren 2017.
Udvalget for familie og institutioner godkendte forleden byggeprogrammet for den nye institution.
REGION SYDDANMARK
GRÅSTEN
Ombygning af plejeboliger
Sønderborg Byråd besluttede sidste år, at Gråsten Plejecenter skal ombygges og udvides fra 37 til 48 plejeboliger.
I forbindelse med projekteringen af byggeriet blev forvaltningen imidlertid opmærksom på, at der er udfordringer med låneoptagelsen, idet plejeboligerne allerede er opført som almene boliger med støttede lån. Det er således ikke muligt, at modtage støttede lån til den projekterede ombygning af de 37 eksisterende boliger på Gråsten Plejecenter.
Sønderborg Byråd besluttede derfor forleden at annullere den udbudte prækvalifikation. Samtidig blev det besluttet at udarbejde et nyt projektforslag for til- og ombygning af Gråsten Plejecenter.
BOGENSE
Opførelse af boliger
Nordfyns Kommunalbestyrelse skal i dag beslutte, om Lokalplan 2015-11, Boliger ved Bogense Sygehus skal vedtages endeligt.
Lokalplanforslaget er udarbejdet med henblik på, at give mulighed for etablering af boliger på grunden ved Bogense gl. sygehus. Lokalplanens bestemmelser giver mulighed for opførelse af op til 20 punkthuse.
GRAM
Udskiftning af tag
Boligkontoret Danmark har på vegne af Gram Boligforening søgt Haderslev Kommune om garantistillelse i forbindelse med låneoptagelse til udskiftning af tag i Gram Boligforenings afdeling 7 på Vinkelvej 3A-F i Arnum. Tagene er slidte, og der falder flager af taget. Det vurderes, at det er spørgsmål om tid før boligorganisationen må oplægge presenninger, da der er stor risiko for, at det begynder at regne ind.
Udover nyt tag, ønskes stern og vindskeder udskiftet til mere vedligeholdelsesfrie materialer. Desuden efterisoleres lofterne, hvorved udgifterne til energi nedsættes.
Haderslev Byråd besluttede forleden at godkende låneoptagelsen og stille garanti for lånet.