Tidskapsel i kommende Bauhaus-varehus
Vidnesbyrd om nutiden bliver indstøbt i fundamentet til kommende byggevarehus i Valby ved København
Byggestarten markeres klokken 11.15, når Bauhaus-direktør Mads Jørgensen og Københavns Kommunes børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) nedstøber et jernrør indeholdende dagens lokale avis, bygningstegningerne og tidens pengesedler, en såkaldt tidskapsel.
”I stedet for at tage det første spadestik har vi valgt at markere den særlige dag på en lidt anderledes måde. Det er blevet en god tradition,” når vi opfører et nyt Bauhaus,” siger Mads Jørgensen.
Nabo til idrætspark
Det kommene Bauhaus-byggevarehus i Valby bliver på godt 13.000 kvm. med butik, havecenter og proff-afdeling og bliver nabo til Valby Idrætspark.
”Med en placering centralt i hovedstadsområdet kan vi bedre servicere vores kunder fra det indre København, Amager og selvfølgelig selve Valby,” siger Mads Jørgensen. Ifølge Bauhaus-kædens adm. direktør er det hovedstadens dynamiske udvikling, der har skabt grundlag for endnu en butik.
”Områder som Sydhavnen og Ørestad er i en rivende udvikling lige nu. Samtidig bor der en del villaejere i selve Valby og Hvidovre. Det gør placeringen af vores nye varehus tæt ved motorvejen og Sjællandsbroen helt optimal,” siger Mads Jørgensen.
150 arbejdspladser
Ud over selve varehuset med cirka 120.000 varenumre kan lokalsamfundet ifølge Mads Jørgensen se frem til flere arbejdspladser, når Bauhaus i Valby ifølge planerne åbner i begyndelsen af næste år. Han forventer, at det nye byggevarehus vil skabe cirka 150 nye arbejdspladser fordelt på fuld- og deltidsstillinger.
I forvejen er der i selve hovedstadsområdet Bauhaus-byggevarehuse i Glostrup og Ishøj. Dertil kommer sjællandske butikker i Hillerød, Roskilde og Næstved. I alt har den tyske kæde aktuelt 16 byggevarehuse i Danmark.