MT Højgaard-selskaber skifter ud på chefgangen
Scandi Byg A/S får ny adm. direktør i skikkelse af Thomas Raunsbæk, der kommer fra materieludlejeren Ajos A/S. Hidtidig topchef i Scandi Byg bliver ny salgsdirektør
2
Billeder
Jesper Hoffmann har stået i spidsen for Scandi Byg A/S i næsten 20 år, men fortsætter nu som salgsdirektør i virksomheden. (Arkivfoto: Scandi Byg A/S)
Den nuværende adm. direktør for producenten af præfabrikerede modulbyggerier, Scandi Byg A/S i Løgstør, Jesper Hoffmann, afløses den 1. maj på posten af Thomas Raunsbæk, der i øjeblikket er adm. direktør i den ligeledes MT Højgaard-ejede materieludlejer, Ajos A/S, med afdelinger i Vejle og Hvidovre ved København.
Ledelsen og bestyrelsen i Scandi Byg A/S har gennem en periode drøftet, hvordan virksomheden kommer videre i sin vækststrategi, hvor der frem mod 2017 skal arbejdes på at modne markedet for industrielt fremstillet byggeri, ligesom Scandi Byg skal skærpes yderligere inden for bæredygtighed.
Her er man kommet frem til, at Scandi Byg skal have en ny mand på posten som adm. direktør, mens Jesper Hoffmann, der har stået i spidsen for Scandi Byg i næsten 20 år, fortsætter som salgsdirektør.
”Jesper har opbygget en loyal kundegruppe og opdyrket nye markeder, så i bestyrelsen er vi rigtig glade for, at han fortsætter som salgsdirektør. Det vil helt sikkert være til glæde og gavn for både kunder og medarbejdere og sikre kontinuiteten i overgangen til den nye adm. direktør”, udtaler Scandi Bygs bestyrelsesformand og koncerndirektør i MT Højgaard Jørgen Nicolajsen i en pressemeddelelse om ledelsesskiftet.
Fremgang i 2015
Jesper Hoffmann førte i 2015 Scandi Byg frem til en mærkbar forbedring på både top- og bundlinje, hvor omsætningen steg fra 262,6 til 350,5 mio. kroner og resultatet før skat steg fra 6,1 til 10,3 mio. kroner.
Det skal den 45-årige Thomas Raunsbæk videreføre, ligesom han ud over Scandi Bygs vækststrategi også skal fortsætte arbejdet med MT Højgaard-koncernens overordnede strategi, der handler om at øge produktiviteten i bygge- og anlægsbranchen blandt andet via øget digitalisering.
Thomas Raunsbæk skal eksempelvis implementere en større investering i robotautomatik i produktionen, der netop skal sikre en højere produktivitet og sikre mere konkurrencedygtige produkter i fremtiden.
”Thomas har den ideelle profil og baggrund for at overtage roret i Scandi Byg. Virksomheden er ved at lægge sidste hånd på et stort automatiseringsprojekt, som bliver startskuddet til at gøre Scandi Byg til en endnu større og mere lønsom virksomhed, hvilket vil være med til at understøtte den samlede koncernstrategi i MT Højgaard-koncernen”, siger Jørgen Nicolajsen.
Kendt materiel-mand
Den kommende Scandi Byg-topchefs afløser i Ajos A/S bliver den 58-årige Ole Wamsler, der er en kendt figur i materielbranchen.
Han har blandt andet været adm. direktør i Cramo A/S og senest var han adm. direktør i Pitzner Materiel A/S, men stoppede da virksomheden fusionerede med GSV Materieludlejning A/S sidste år.
Ajos er en af Danmarks største inden for byggepladsindretning og udlejning af materiel og omsatte i 2015 for 203,6 mio. kroner og leverede et overskud før skat på 9,8 mio. kroner. Det kom efter et stærkt utilfredsstillende 2014, hvor Ajos landede et resultat på 152.000 kroner før skat efter blandt andet store hensættelser til tab på debitorer og nedskrivninger af lagre.
Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra Jørgen Nicolaisen, der også er bestyrelsesformand for Ajos A/S.
27. april klokken 15:30: Opdateret med oplysninger om nye direktører i Scandi Byg A/S og Ajos A/S samt udtalelser fra Jørgen Nicolaisen