23948sdkhjf

Topchef forlader Nordstern

Torben Modvig forlader Nordstern til fordel for posten som direktør for Pensiondanmark Ejendomme

Opdateret kl. 9:46 med yderligere information fra Nordstern.

Nordstern skal have ny topchef. Torben Modvig forlader landets fjerdestørste entreprenørkoncern til fordel for en stilling som direktør for Pensiondanmark Ejendomme.

Det oplyser Pensiondanmark i en pressemeddelelse.

Torben Modvig tiltræder sit nyt job den 1. september 2025, hvor han afløser Marius Møller, der i sensommeren 2024 meddelte, at han ønskede at træde tilbage inden for de kommende 12 måneder.

- Jeg er meget glad for, at Torben Modvig har sagt ja til at lede styringen og udviklingen af Pensiondanmarks ejendomme fremover, udtaler Peter Stensgaard Mørch, adm. direktør i Pensiondanmark.

I front for fusion

Torben Modvig har som adm. direktør stået i spidsen for Nordstern siden etablering i 2022, hvor fusionen af Casa og KPC gjorde firmaet til et af landets absolut største entreprenør- og udviklingsselskaber. Før det var han adm. direktør i Casa siden 2019.

Kort om Torben Modvig

Født 28. november 1973 i Silkeborg.

Uddannet civilingeniør (cand. polyt) fra DTU i 2000, HD fra CBS i 2004 og EMBA fra CBS i 2006

Fra 1. september 2025 direktør for Pensiondanmark Ejendomme

2019-2025: Adm. direktør for Casa og siden koncerndirektør for Nordstern efter fusion med KPC i 2022.

2009-2019: Adm. direktør i NCC Bolig, og siden adm. direktør i Bonava efter udskilning fra NCC

2000-2009: Konstruktionsingeniør og projektleder i Rambøll

1992-2000: Officer i Forsvaret

- Jeg kender Pensiondanmark som en ambitiøs, ansvarlig og nytænkende bygherre, og jeg glæder mig til at blive en del af den videre udvikling af ejendomsporteføljen, siger den Torben Modvig.

Den kommende Pensiondanmark Ejendomme-direktør påpeger samtidig, at han ser frem til opgaverne, når han har ”givet stafetten i Nordstern forsvarligt videre.”

Fortsætter for nuværende

Fra Nordstern lyder det, at Torben Modvig "fortsætter for nuværende" som koncerndirektør, men forlader sin stilling senest 31. august 2025.

Entreprneørselskabets bestyrelse har sat gang i processen med at finde frem til, hvem der skal overtage ledelsen af virksomheden.

- Vores fokus er nu rettet mod næste fase af vækstrejsen, udtaler Johannes Vielberth, bestyrelsesformand i Nordstern og sender samtidig en tak  til den afgående direktør.

Den øvrige direktion i Nordstern, finansdirektør Jan Aarestrup, CCO Johnny Hey og COO Michael Storgaard, vil "sikre kontinuitet under overgangen" til en ny adm. direktør er fundet.

Portefølje til 30 milliarder

Pensiondanmark har mere end 20 års historik som ejendomsinvestor. Den samlede portefølje, som Torben Modvig skal stå i spidsen for, har en værdi på over 30 mia. kr.

Ejendomme er en vigtig komponent i investeringsporteføljen, påpeger Peter Stensgaard Mørch.

- Samtidig er vi som bygherre af innovative danske ejendomme med til at yde et meget håndgribeligt samfundsbidrag, og med Torben i spidsen er vi rigtig godt rustet til at tage dette arbejde ind i en ny æra, uddyber han.

Blandt de af Pensiondanmarks ejendomsprojekter, Nordstern og de bagvedliggende virksomheder har arbejdet på, er Trælasten i Aarhus, Flegmade i Vejle, Retten i Svendborg og Banedanmarks domicil i Ringsted.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078