23948sdkhjf

Rekordoverskud i installationsvirksomhed

Københavnske Høyrup & Clemmensen A/S har blandt andet fået en mere kritisk tilgang til opgaverne. Medarbejderne får del i overskuddet
En mere kritisk tilgang til entrepriser har haft en mærkbar effekt på bundlinjen hos den københavnske el-installationsvirksomhed Høyrup & Clemmensen A/S i 2015.

Resultatet før skat er mere end fordoblet og landet på 15,2 mio. kroer før skat, og det samlede resultat efter skat på 11,6 mio. kroner er det bedste i virksomhedens historie, der daterer sig tilbage til grundlæggelsen i 1910.

Adm. direktør og medejer Tom Lindquist tilskriver succesen medarbejderne og en betydelig bedre produktivitet.

”Resultatet tager udgangspunkt i et højt aktivitetsniveau. Derudover har vi reduceret vores spildtid ganske betragteligt, så vi nu fakturerer størstedelen af arbejdstimerne. Vi har minimeret sygdom og haft en kritisk tilgang til vores entreprisemarked, hvor vi kun tager de opgaver, som vi har ressourcer og kompetencer til”, siger Tom Lindquist.

Nyt marked

Han påpeger at Høyrup & Clemmensen i 2015 har formået at hæve sit dækningsbidrag samtidig med, at kapacitetsomkostningerne er holdt på samme niveau som i 2014.

Desuden er Høyrup & Clemmensen, der er specialiseret inden for sikringsanlæg og bygningsautomation, gået ind på markedet for intelligente installationer, og derfor forventer virksomheden også et fald i indtjeningen i 2016 i og med, at det rummer mange opstartsinvesteringer.

”Vi vil finde værdiskabende løsninger for kunderne. Vi skal differentiere os, og vi vil positionere os på markedet for teknologiske løsninger. Fo vi må erkende, at vi ikke kan montere stikkontakter, der sidder mere lige end konkurrenternes, men vi kan differentiere os med intelligente installationer, der skaber værdi for kunden,” understreger Tom Lindquist.

Det historiske resultat kommer også de 118 medarbejdere til gode. De får del i fem procent af årets overskud som en ekstraordinær bonus, der udbetales til alle ansatte.

”De (medarbejderne, red.) er meget loyale, og forhåbentlig har de lyst til at blive hos os. Branchen har svært ved at tiltrække nye medarbejdere, så vi skal først og fremmest beholde de gode medarbejdere, vi har”, siger Tom Lindquist om baggrunden for at tildele bonussen.

Samtidig er den ekstraordinære bonus et led i en strategi om at skabe en virksomhed, der er attraktiv og rummelig i sin tilgang til efteruddannelse og karrieremuligheder.

Det er ifølge Tom Lindquist nødvendigt for at tiltrække og fastholde nye medarbejdere i hovedstadsområdet, hvor ledigheden for elektrikere er under en procent.

Høyrup & Clemmensen A/S
Mio. kroner
2014 2015
Bruttofortjeneste 26,0 36,6
Driftsresultat 6,2 14,9
Resultat før skat 6,5 15,2
Årets resultat 4,9 11,6
Egenkapital 21,8 27,5
Antal ansatte 108 118

Regnskabet er afsluttet den 31. december 2015
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14