Bygma øger indtjeningen med 75 mio. kroner
Byggemarkedskæde kobler amatørkunder af og leverer sit bedste regnskab i flere år
Ifølge adm. direktør Peter H. Christiansen skal forklaringen på findes i evne til at fokusere og positionere forretningen samtidig med, at alle koncernens selskaber leverer varen.
Det ser de indtil videre også ud til at gøre i 2016.
”Vi er kommet udmærket fra start og ligger over budget. Vi forventer på den baggrund at komme ud af året med en lidt højere omsætning og et lidt bedre resultat end i 2015,” siger Peter H. Christiansen.
Omsætningen er i 2015 øget med 8 procent, mens resultatet før skat er forbedret med hele 37 procent til et overskud på 280 mio. kroner. Det er det bedste resultat, siden det forlængede regnskabsår 2007/2008, der sluttede med et plus på 362 millioner.
Ikke for amatører
Under overskriften ”ikke for amatører” søsatte Bygma sidste år en omfattende omstillingsproces, så kædens butikker i endnu højere grad end tidligere fokuserer på de professionelle og semiprofessionelle kunder. Over halvdelen af butikkerne har i den forbindelse fået en makeover, så de matcher strategien i forhold til indretning og varesortiment.
”Der er lagt en stor arbejdsindsats ude i de enkelte forretninger, og vores medarbejdere har virkelig taget fat,” fortæller Peter H. Christiansen.
Den strategiske indsats videreføres i 2016, hvor fokus blandt andet er på at højne serviceniveauet hele vejen rundt.
”Vi vil gerne ses som ét samlet Bygma, hvor alle forretninger leverer samme service og samme kvalitet. Alle kunder skal vide, hvad de kan forvente, når de går ind i en Bygma-forretning, siger Peter H. Christiansen.
Spørgsmål om logistik
Han forklarer, at det ikke mindst er et spørgsmål om logistik. At Bygma altid leverer den rette vare på rette tidspunkt og i rette mængder.
Bygma blev i sidste måned præsenteret som ny hovedsponsor for det danske herrelandshold i håndbold. Ifølge Peter H. Christiansen skal den aftale blandt andet ses som led i Bygmas employer branding-strategi.
”Først og fremmest kan det være med til at øge kendskabet til Bygma. Vi håber, at det kan gøre os i stand til at rekruttere flere unge mennesker til branchen. Lige nu er der kamp om at få de rigtige lærlinge,” forklarer direktøren og pointerer, at håndboldherrernes seriøsitet og professionalisme spiller perfekt sammen med Bygmas slogan.
Bygma fremhæver i sin ledelsesberetning, at opkøb er en del af koncernens vækststrategi, men om der er konkrete opkøb på vej i 2016, vil Peter H. Christiansen hverken be- eller afkræfte.
”Men det er da sjældent, at vi ligger fuldstændigt stille. Vi åbner et nyt byggemarked i Aalborg omkring årsskiftet, og ellers må vi se, hvad der byder sig af muligheder,” siger han.
Bygma Gruppen A/S
Regnskabet er afsluttet 31. december 2015
Mio. kroner | ||
2014 | 2015 | |
Netto-omsætning | 5924,7 | 6394,1 |
Bruttofortjeneste | 1213,7 | 1333,4 |
Driftsresultat | 217,1 | 276,3 |
Resultat før skat | 204,9 | 280,0 |
Årets resultat | 152,6 | 210,4 |
Egenkapital | 2080,6 | 2283,8 |
Balance | 3495,5 | 3665,2 |
Antal ansatte | 2085 | 2093 |
Regnskabet er afsluttet 31. december 2015