Nyt om navne
I dag nyheder fra Ejendomsselskabet Søren Enggaard og NCC
Søren Enggaard, grundlægger af Ejendomsselskabet Søren Enggaard, fylder 70 år i morgen.
Som den ene af Asger Enggaards to sønner var vejen til byggebranchen på forhånd lagt. Faderen, der var uddannet tømrer og ingeniør, startede under Anden Verdenskrig virksomheden Elman Hansen & Enggaard – i dag A. Enggaard.
Søren Enggaard blev efter uddannelse som tømrer og bygningskonstruktør samt ansættelse i et arkitektfirma i 1974 direktør for betonelementfabrikken A.E. Beton A/S, som familien havde grundlagt i 1967. Virksomheden hedder i dag Ambercon A/S og er en af Danmarks største betonelementproducenter med hovedsæde i Støvring og produktionsenheder i Støvring og Rødekro). I dag betegner Søren Enggaard produktion af betonelementer som den ene af sine to store forretningsmæssige passioner. Den anden blev startet i 1975, hvor Ejendomsselskabet Søren Enggaard A/S blev til virkelighed.
Ejendomsselskabet ejer godt 200.000 kvadratmeter ejendomme og bygninger til kontor, butik, lager, industri og bolig og står i øjeblikket bag udviklingen af Eternitgrunden i Aalborg. Det næste store udviklingsprojekt bliver ved Golfparken i Aalborg, hvor virksomheden netop har erhvervet et større område til en kombination af bolig og erhverv.
Ud over familiens to hovedselskaber ejes en lang række andre virksomheder. Familien Søren Enggaard er blandt andet medejer af Danmarks største kranvirksomhed, BMS A/S.
Søren Enggaard og hustru Inger Mulvad Enggaard har sønnerne Carsten og Torben Enggaard. Carsten Enggaard er i dag adm. direktør i ejendomsselskabet, mens Torben Enggaard er adm. direktør for betonelementfabrikken.
Søren Enggaard deltager fortsat meget aktivt i arbejdet med familiens mange virksomheder, blandt andet som arbejdende bestyrelsesformand. Han ønsker fortsat at bestride en lang række bestyrelsesposter i blandt andet Ambercon A/S, Ejendomsselskabet Søren Enggaard A/S og BMS Heavy Cranes A/S.
Familien med børn og børnebørn og naturoplevelser fylder dog mere og mere i Søren Enggaards hverdag. Han og hustruen er naturelskere og ynder at bruge tid sammen, blandt andet med lange gåture og natur- og vildtpleje på de knap 400 hektar skov- og landbrugsarealer i forbindelse med hjemmet i Hals Sønderskov.
NCC
Nicolai Schultz, 47 år, er udnævnt som ansvarlig for byggeenheden i Vestdanmark i den svenskejede entreprenørvirksomhed NCC. Dermed bliver han ansvarlig for at udvikle og udføre byggeprojekter i Jylland og på Fyn og bliver samtidig en vigtig brik i at sikre NCC’s ambitioner om at forny den danske byggebranche og skabe ekstraordinære bæredygtige løsninger.
Nicolai Schultz’s far havde en driftig entreprenørvirksomhed i Aabenraa, så han har fra barnsben lært at sætte pris på skurvogne og mudrede byggepladser på kolde vinterdage.
Men selvom Nicolai Schultz husker forventningen om, at han skulle drive sin fars virksomhed videre, da han blev færdig som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), trak det større og mere internationale NCC i ham, og her har han været ansat mere eller mindre hele sin karriere.
Nicolai Schultz fik sit første job som entrepriseleder i 1995 i den daværende danske entreprenørvirksomhed Rasmussen & Schiøtz, som i 1996 blev opkøbt af NCC. Siden da er det blevet til stillinger i København, Århus, Odense, og aktuelt pendler han mellem NCC’s kontorer i Kolding, Århus, Ålborg og København.
Udnævnelsen af Nicolai Schultz kommer efter forgængeren Palle Bjerre Rasmussen er rykket op som landechef i NCC Danmark.