Forvandling af Nuuks Plads i støbeskeen
Realiseringen af et nyt byrum og højhus på Nørrebro rykket nærmere
”Vi har nu et flot og levedygtigt projekt, som giver plads til liv og ophold ved den nye bebyggelse og ikke mindst ved den kommende metrostation. Vi glæder os til at give landsarkivet og Nuuk Plads tilbage til byen”, siger Frejas udviklingsdirektør, Carsten Rasmussen.
Det gamle landsarkiv på Nuuks Plads er tegnet af den berømte danske arkitekt Martin Nyrop og har mange fine træk.
Hidtil har de mange smukke detaljer været forbeholdt forskere og bibliotekarer, men med planerne bliver bygningen snart åbnet for offentligheden.
Nyt byrum
Freja og Ejendomsselskabet Norden har arbejdet på projektet over en længere periode med rådgivning fra Over Byen Arkitekter og Kirstine Jensen Landskabsarkitekter.
Den ny bebyggelse skaber rammerne for en rekreativ plads med en variation af opholdsmuligheder, åbner byrummet op og skaber en forbindelse til Den Grønne Sti.
”Det er vigtigt for os at skabe et projekt, der passer til Nørrebro. Her skal være liv og udadrettede aktiviteter. Målet er i de nye bygninger at indrette boliger, der er til at betale. Her kommer almene ungdomsboliger og familieboliger i en passende størrelse”, siger adm. direktør i Ejendomsselskabet Norden, Peter Andreassen.