23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag med nyt fra Krifa, Blip Systems, Sanistål, Freja Ejendomme og Niras
Krifa

Anders Hansen, systemchef, kan i morgen fejre 25-års jubilæum i fagforbundet og a-kassen.

Igennem de 25 år i Krifa har han været sagsbehandler, koordinator, sektionschef og forretningskonsulent, før han blev systemchef i 2015. Som systemchef har Anders Hansen ansvar for driften af it-systemerne bag blandt andet kontingentopkrævninger, udbetaling af ydelser og indkaldelse til samtaler.

Blip Systems

Benjamin Bjerre Krog, 30 år, er ansat som softwareudvikler i IT-virksomheden Blip Systems, der udvikler teknologi til overvågning af trafikinfrastrukturen, blandt andet med henblik på at minimere trængsel.

Benjamin Bjerre Krog er dataekspert med speciale i trafikdata og har senest gennemført et ph.d.-studie ved Institut for datalogi ved Aalborg Universitet. Han har modtaget flere priser, herunder ”Best Paper Award” og ”Best Poster Award” på den internationale konference ACM Sigspatial i 2014.

Blip Systems er grundlagt i 2003 ved et management buyout af Bluetooth-aktiviteterne i Ericsson Danmark. Virksomheden leverer blandt andet dataanalytiske værktøjer til lufthavne, trafik, havne, skisportsteder, forlystelsesparker og detailhandelen.

Sanistål

Jens Ole Klitgaard er ansat i salgsafdelingen hos teknikgrossisten Sanistål i Aalborg.

Han kommer fra en stilling som ekstern sælger hos stålvirksomheden Steeltec A/S og har tidligere været ansat hos Sanistål.

I sin nye stilling skal Jens Ole Klitgaard arbejde med salg af armeringsstålsprodukter til kunder i hele landet.

Freja Ejendomme

Bo Rygaard, direktør i jura- og arkitekturfonden Dreyers Fond, er indtrådt i bestyrelsen for det statsejede ejendomsaktieselskab Freja Ejendomme.

Bo Rygaard er desuden blandt andet bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment og KFI Erhvervsdrivende Fond. Han afløser John Frederiksen, som stopper i Frejas bestyrelse efter 14 års tjeneste.

Ud over Bo Rygaard består Freja Ejendommes bestyrelse af formand Søren Johansen, næstformand Hans J. Carstensen, Ane Arnth Jensen og Lene Dammand Lund.

Freja Ejendomme sælger ejendomme, der tidligere har tilhørt regionerne og staten. Porteføljen spænder fra fyrtårne og fængsler til fredede byhuse, sygehuse, kaserner og større udviklingsarealer.

Niras

Allan Filskov Jørgensen, 33 år, er ansat som bygherrerådgiver på rådgivningsvirksomheden Niras’ kontor i Aarhus.

Han er uddannet civilingeniør og kommer fra en stilling som gruppe- og byggeleder i den norske rådgivervirksomhed ÅF Reinertsen.

Her havde Allan Filskov Jørgensen i perioden 2013-2015 blandt andet ansvaret for kvalitets- og arbejdsmiljøfunktionen i forbindelse med projektering og opførelse af Ullerntunet bo- og behandlingssenter.

Projektet var det første plejehjemsprojekt i Norge i henhold til miljøstandarden Breeam-Nor i kategorien Excellent med store krav til byggeriets bæredygtighed.

Som byggeleder og bygherrerådgiver i Niras skal Allan Filskov Jørgensen bistå private og offentlig bygherrer med at gennemføre deres bygge- og anlægsprojekter.

Første opgave er som bygherrerådgiver på storsygehuset DNV Gødstrup ved Herning, som i øjeblikket er under opførelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11