23948sdkhjf

Renovering af badeværelser med præfabrikerede moduler

Modulett er navnet på et system til renovering af faldstammer og andre rør, der går gennem badeværelser. Et enkelt præfabrikeret system, der sparer mange operationer
I Kastrup ligger et lille firma, som er stiftet af Niels Jensen.

Modulett er indtil videre et salgsselskab, som markedsfører et svensk system til renovering af badeværelser. Systemet sparer meget arbejde med støbning af beton, fordi faldstamme, rør og tilslutninger er monteret inde i et modul, som sættes direkte ind, når gamle faldstammer, vandrør og andre stigstrenge er fjernet. Modulerne har også tilslutninger til for eksempel cisterne indbygget og kan fås med indbygget cisterne alt efter behov.

Boet i Sverige i mange år

Det er 62-årige Niels Jensen, der faktisk har boet i Sverige i 30 år,oppe nordpå et par hundrede kilometer nord for Stockholm, som i 1998 rykkede tilbage til Danmark.

”Jeg solgte en altanvirksomhed, som jeg havde opbygget for et par år siden. Men jeg synes ikke, jeg er gammel nok til at gå på pension, og via altanarbejdet fik jeg øje på det kolossale behov for renovering af badeværelser, der er i Danmark, sådan som der også er det i Sverige. Jeg kunne ikke finde lignende systemer her, så jeg besluttede mig for at give mig i kast med det”, fortæller han.

Indtil videre forhandler Niels Jensen produkterne fra fabrikken i Sverige, men planerne kunne godt række videre end som så.

”Kundekredsen er andelsboligforeninger, almene boliger og større boligbebyggelser. Her er systemet særligt egnet, fordi det er så let at have med at gøre, og det fylder ikke noget på et mindre badeværelse”, fortæller han.

Skaktene, som der er tale om, indrettes med rør fuldstændigt efter den pågældende bygnings specifikationer.

”Vi lever naturligvis op til de krav og standarder, der er i Danmark, og alle typer af rør og strenge kan bygges ind i skaktmodulet”, siger han.

Kan passes fuldstændig ind

”Vi kan levere skakten klar til montage af fliser eller med en anden overflade. Vi monterer den på det vådrumsforberedte rum og tilslutter. Er der flere etager, sætter vi bare næste modul ovenpå. Ved at præfabrikere modulerne på en fabrik, sparer vi håndværkerne for rigtigt meget besvær og mange arbejdsoperationer”, fortæller Niels Jensen.

På længere sigt regner han med at etablere en egentlig produktion af modulerne herhjemme.

”Vi kan ligeså godt lave det i Danmark som i Sverige, og så sparer vi jo transporten”, siger han.

Planen er desuden at oprette en salgsorganisation ud over de fem medarbejdere, Niels Jensen selv inklusiv, som arbejder på lageret og showroomet i Kastrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.048