23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Züblin, Stark, Special Waste System og Protectos
Züblin

Entreprenørvirksomheden Züblin har ændret i sin organisation.

Per Engsø Larsen, 54 år, er ansat som ny teknisk direktør for forretningsenheden Byggeri i Danmark.

Per Engsø Larsen er ingeniør og har en E-MBA-uddannelse. Han har tidligere været direktør i Skanska og Trelleborg-Phønix, men er især kendt for Engsø Gruppen, som han grundlagde i 2004 og nåede at udvikle til en milliardforretning, inden tabsgivende projekter i et datterselskab sendte koncernen i konkurs i slutningen af 2013.

Per Engsø Larsen indtræder i den tegningsberettigede direktion i Züblin A/S og optages ligeledes i ledelsesgruppen i NF Skandinavien, der med udgangspunkt i København under ledelse af Jens-Henrik Stilhoff Nicolaisen og Steen Hager Nielsen har ansvaret for koncernens byggeaktiviteter i Norden samt anlægsaktiviteterne i Sverige.

Claus Baumann er udnævnt til leder af Züblins byggeaktiviteter i Østdanmark. Han har de seneste år haft ansvaret for produktionen på Bryghusprojektet/Blox i Københavns havn.

Claus Baumann vil frem til den endelige færdiggørelse og aflevering fortsat have det produktionsmæssige ansvar for projektet. Han tiltræder sin nye stilling 1. august.

Stark

Troels Vibholm, 43 år, er ansat som økonomidirektør i byggecenterkæden Stark.

Han er økonomiuddannet fra Aarhus Universitet i 2002 og fra IMD Business School i 2010 og kommer senest fra Silvan-kæden, hvor han gennem de seneste 10 år har stået i spidsen for økonomiafdelingen.

Derudover har Troels Vibholm næsten otte års erfaring med økonomistyring og ledelse i detailbranchen fra en stilling som økonomidirektør hos supermarkedskæden Favorit, ligesom han har arbejdet som revisor hos PwC.

Hos Stark får Troels Vibholm til opgave sammen med resten af direktionen at videreudvikle og udbygge byggecenterkædens førerposition på markedet for byggeløsninger til professionelle.

Special Waste System

John Svendsen er tiltrådt som som adm. direktør i affalds- og ressourceselskabet Special Waste System A/S.

Han har en økonomisk og merkantil baggrund og senest en Executive MBA fra Copenhagen Business School (CBS) og mere end 20 års erfaring inden for genanvendelses-, ressource- og affaldsbranchen. John Svendsen har bl.a. tidligere været ansat i genvindingsvirksomheden Uniscrap og nedbrydningsvirksomheden NKR Demolition.

Hos Special Waste System bliver hans primære opgave at stå i spidsen for kapacitetsudbygning og vækstplan i ind- og udland. Samtidig skal han synliggøre virksomheden yderligere og sikre et fortsat højt serviceniveau og god kundeservice.

På posten som adm. direktør afløser John Svendsen Helle Grimstrup, der har ledet Special Waste System de seneste fem år. Hun fortsætter som administrationschef.

Protectos

Michael Schriver er ansat i en nyoprettet stilling som afdelings- og planlægningschef hos bygningsimprægneringsvirksomheden Protectos.

Michael Schriver er uddannet tømrer og konstruktør og har stor erfaring fra lignende stillinger i byggebranchen.

Hos Protectos skal Michael Schriver stå for beregning af tilbud på bygningsvedligeholdelse, renovering, vandtætning, afrensning, imprægnering og overfladebehandling samt den daglige styring af udførelse og indkøb.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141