23948sdkhjf

Idrætscenter i Viborg skal udvides

Hald Ege Idrætscenter i Viborg skal udvides med en ny idrætshal og faciliteter til blandt andet mountainbikere. Projekterne har en værdi af 38,4 mio. kroner
Der er forandringer på vej til Hald Ege Idrætscenter ved Viborg.

Idrætscenteret, som i dag byder på en cirka 1.000 kvm stor idrætshal og en mødesal på godt 120 kvm, tilbygges en helt ny idrætshal på 2.500 kvm, som forbedrer de almindelige indendørsaktiviteter, for eksempel boldspil for børn, unge og voksne.

Derudover kommer plads til frit ophold, leg og motorisk træning i kravlenet og på et særligt designet møbel, som bliver placeret langs hele den nye hals nordlige side. Møblet kan blandt andet bruges til forskellige optrædener af eleverne fra Hald Ege Skole, som ligger ved siden af den eksisterende gamle del af idrætscenteret.

Idrætscenteret får desuden et nyt caféområde og et udendørs terrassedæk, hvor det bliver muligt at hænge ud før og efter idrætsaktiviteterne. Herudover bliver idrætscenteret et centralt samlingspunkt for mountainbikere.

I Viborg har byens tre mountainbikeklubber valgt at etablere et 100 km langt mountainbikespor med støttepunkter på ruten. Et af dem bliver Hald Ege Idrætscenter, hvor man kommer til at kunne starte og slutte cykelture, mødes i klubfaciliteter og i et værksted for at ordne cykler. Der kommer også en såkaldt pumptrackbane, som er særligt egnet til cykeltyper som BMX, Dirt Jump og MTB.

Også motionsløbere får nye faciliteter, og endelig vil de nye udearealer tæt på idrætscenteret byde på et område med udendørs fitness.

Udbud på vej i maj

I alt kommer projekterne til at koste 38,4 mio. kroner, hvoraf selve udvidelsen af idrætscenteret har et budget på 32,9 mio. kroner. Viborg Kommune har bevilget 13,9 mio. kroner til de to projekter, mens Lokale og Anlægsfonden netop har valgt at støtte dem med syv mio. kroner.

”Udvidelsen af Hald Ege Idrætscenter viser, hvordan et ældre idrætscenter kan udvides og omdannes til et moderne samlingssted og støttepunkt for nye udendørs aktiviteter. Med udvidelsen går de lokale mountainbikeryttere fra slet ikke have et sted at mødes til klubfaciliteter og aktivitetsområder af høj kvalitet. Projektet kommer til at vidne om, hvad der kan opnås af nyt liv i et idrætscenter, når nye idrætsgrene inviteres med i legen, og de eksisterende aktive fra de traditionelle idrætsgrene får bedre faciliteter”, siger Oliver Vanges, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, i en pressemeddelelse.

Ud over støtten fra kommunen og fonden kommer egenkapital og de penge, som hallen selv har samlet ind til udvidelsen, oplyser bestyrelsesmedlem i Hald Ege Idrætscenter og medlem af projektgruppen, Kent Andersen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

”Desuden skal vi have lånefinansiering”, fortsætter han og oplyser, at der her vil være tale om op mod 12 mio. kroner.

Og så er der flere fondsansøgninger ude, hvor det også endnu er muligt at hente støtte, fortæller han.

Han oplyser, at bygge- og anlægsopgaverne snart bliver sendt i udbud.

”Det bliver udbudt som fagentrepriser i starten af maj med endelig licitation i juni og byggestart i august”, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12