Bedre samarbejde kan spare 10 millioner kroner
Man kan ikke løse byggebranchens udfordringer som ensom ulv
Det lyder måske ikke helt nyt, men når det kommer fra en af landets største entreprenørkoncerner, MT Højgaard, bliver der sat muskler bag tankerne.
”Der ligger et potentiale for os på mellem fem og 10,5 mio. kroner ved at forbedre samarbejdet med vores leverandører. Vi har længe haft en vision om at fremme produktiviteten i den danske bygge- og anlægsbranche. Skal det lykkes, skal virksomheden og dens leverandører arbejde tættere sammen i netværk og fællesskaber´”, lyder det fra Niels W. Falk, der er divisionsdirektør i MT Højgaard.
”Man kan ikke løse branchens udfordringer ved at agere som en ensom ulv. Vi har hele tiden været overbevist om, at løsningsrummet findes i tættere samarbejde. Men det er ikke gjort med et snuptag. Med flere end 6.000 leverandører, som leverer produkter til et hav af forskellige projekter hver eneste dag, har det været svært for os at finde det rette øjeblik til at stoppe op, kigge vores leverandører i øjnene og foretage ændringer”, tilføjer han.
Derfor er virksomheden trådt med i projekt Stram Kæden, som Dansk Industri og Industriens Fond står bag, for at få hjælp til at sætte gang i tiltag, der kan øge virksomhedens og leverandørernes produktivitet.
Fælles projekter
”Vi blev tiltrukket af den arena, som Stram Kæden stiller til rådighed, fordi vi der kunne møde vores leverandører og sammen undersøge, hvor der er noget, der måske slet ikke giver mening, og hvor vi kan lave nogle forbedringer”, siger Niels W. Falk.
Sammen med seks udvalgte leverandører – Lindpro A/S, Rambøll A/S, Velux A/S, Kone A/S, Bygma A/S og Spæncom A/S – har MT Højgaard fundet frem til konkrete projekter, der skal gøre virksomheden og leverandørerne mere produktive.
”Vi fandt først frem til 70 projekter, som ville kunne forbedre vores produktivitet. Dem destillerede vi ind til 12, som til sidst blev prioriteret i fem initiativer, som vi har sat i gang”, siger Niels W. Falk.
Tidlig involvering
De igangsatte handler blandt andet om bedre fakturahåndtering og tidligere involvering af leverandørerne. Og så er virksomheden og leverandørerne i gang med at udvikle en app, der skal fungere som afklaringsværktøj ved at forberede leverandørerne på de omstændigheder, de møder, når de skal levere på den enkelte byggeplads.
Den mest berigende erfaring for både MT Højgaard og deres leverandører har dog været at få bekræftet, at tættere samarbejde er vejen frem for en mere produktiv branche.
”Det kan lyde blødt, når man siger, at vi er kommet tættere på vores leverandører. Men det her handler ikke bare om, at vi er blevet bedre venner. Faktisk mener vi, at der ligger et potentiale på gevinster i størrelsen af fem-10,5 mio. kroner om året, når vi arbejder bedre sammen med vores leverandører og skærer nogle unødvendige bump på vejen fra. Så det bløde er egentlig ret hårdt”, siger Niels W. Falk.