23948sdkhjf

Regeringen vil kickstarte mindre virksomheders eksport til Tyskland

Et nyt program skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at få foden inden for på det tyske marked
Et nyt eksportprogram – Kickstart Tyskland – skal åbne de små og mellemstore virksomheders øjne for de store eksportmuligheder på det tyske marked.

Det er rådgivere fra Eksportrådet, der med Kickstart Tyskland skal give mindre virksomheder med internationalt potentiale råd og vejledning om, hvordan man tager skridtet ind på naboernes marked.

Afdelingschef i Håndværksrådet Jens Kvorning roser regeringen for at sætte fokus på Tyskland, for der er et stort potentiale, forklarer han.

”For mange smv’er er Tyskand et spændende marked. Det er tæt på, kulturen er den samme, det er et stort og købedygtigt marked, de kan godt lide danskere, de holder deres aftaler og der er kort derned. Der er altså ikke så mange barrierer. Selvfølgelig er det nemmere at blive i Danmark, men hvis man skal i gang med at eksportere, så er det let i Tyskland”, siger han.

Masser af overvejelser

Kickstart Tyskland-programmet indeholder mellem 30 og 50 timers rådgivning fra Eksportrådet. Opgavens indhold aftales konkret mellem eksportrådgiver og virksomhed. Der ydes 50 procent tilskud til Eksportrådets ordinære timepris på 935 kroner. En Kickstart Tyskland-hjælp vil således koste virksomheden mellem 14.025 kroner og 23.375 kroner.

Eksportinteresserede virksomheder skal dog gøre sig en række overvejelser først, mener Jens Kvorning.

”Man skal først gøre sig klart, hvad det kræver. Er produktet egnet, er organisationen klar til det og er man konkurrencedygtig i forhold til eksempelvis tyske virksomheder? Dernæst skal man overveje, om man kan opfylde kundens ønsker i forhold til leveringstid, hvis det går godt. Så det kræver en del planlægning”, siger han.

Spredning af risiko

Virksomheder, der deltager i Kickstart Tyskland, kan blandt andet få hjælp til tysk forretningskultur, rådgivning i markedsføring, relevant lovgivning, relevante messer og krav om produktgodkendelse og certificeringer.

Selv om det for mange virksomheder kræver et stort arbejde at gå ind på et nyt marked, så kan arbejdet i sidste ende betyde en øget omsætning, stordriftsfordele og en øget indtjening, fortæller Jens Kvorning.

”En anden fordel er risikospredning. Krisen viste, at det er de virksomheder, der eksporterer, der kommer bedst igennem en krise, fordi de er aktive på flere markeder. Derudover bliver man som virksomhed mere konkurrencedygtig, når man tvinger sig selv ud på et nyt marked”, siger han.

Eksportrådet er til stede på tre danske repræsentationer i Tyskland, i Berlin, Hamborg og München.

Kickstart Tyskland
Kriterier for at opnå støtte:
Under 100 ansatte
Under 150 mio. kr. i årlig omsætning
Eksportrådet er til stede på tre danske repræsentationer i Tyskland, Berlin, Hamborg og München.
Alle steder råder Eksportrådet over eksportrådgivere med specialviden inden for udvalgte sektorer og et bredt netværk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.877