23948sdkhjf

D-Dagsmonument har fået kærlig hånd

Slots- og Kulturstyrelsen har istandsat mindemonument i Normandiet for danske søfolk, der deltog i Anden Verdenskrig
Mindemonumentet til ære for de danske søfolk, der deltog i kampen mod nazismen under Anden Verdenskrig, har fået en tiltrængt kærlig hånd.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der netop har færdiggjort istandsættelsen af monumentet i Normandiet i samarbejde med Jørgen Overbys Tegnestue i Gram og lokale franske håndværkere. Dermed står mindemonumentet i landsbyen Sct. Marie du Mont nær ved den franske strand Utah Beach nu igen værdigt i landskabet.

Monumentet er opført i 1984 til minde om og anerkendelse af flere end 800 danske søfolk, der deltog i den store allierede landgang i Normandiet i juni 1944, som blev et vendepunkt i kampen mod det nazistiske regime. I alt deltog flere end 6.000 danske søfolk i de allierede styrker. Omkring hver sjette af dem mistede livet, og alle de danske søfolk hædres nu på en ny informationstavle.

Lokale håndværkere

Der har været en del udfordringer forbundet med istandsættelsen af monumentet, fortæller Jørgen Frandsen, arkitekt i Slots- og Kulturstyrelsen.

”Det er et følsomt område at arbejde i. Der var mange faldne, og mange i deres familier bruger stedet til at mindes deres faldne familiemedlemmer. Så der er mange følelser involveret. Derudover var det en udfordring at finde håndværkere, men vi fik et godt samarbejde med nogle lokale håndværkere”, siger han.

Mindemonumentet har fået nye informationstavler, der informerer besøgende, om hvem der mindes, hvorfor, og hvor søfolkene kom fra. Skiltet er udformet grafisk ud fra datidens britiske ”war time poster” med skibsprofiler, landkort, flag og markering af Danmark.

Desuden er store, vildtvoksende træer og buskads omkring monumentet blevet fjernet og erstattet med rødt grus. Der er sat nye flagstænger op, hvorfra Dannebrog og den franske Trikolore vajer, og området er indrammet med nye, maritimt udseende pullerter af træ.

”Selve monumentet var i en rimelig forfatning før renoveringen, men omgivelserne var ikke optimale. Der var meget bevoksning, som vi måtte rydde, for at monumentet kunne stå i landskabet og ikke midt i bevoksningen”, siger Jørgen Frandsen.

I arbejdet med restaureringen har Slots- og Kulturstyrelsen ud over Jørgen Overbys Tegnestue fået hjælp af Den Danske Ambassade i Paris, Museum Utah Beach i Normandiet, M/S Museet for Søfart i Helsingør og veteranforeningen De Allieredes Danske Våbenfæller. Projektet har haft en økonomisk ramme på 300.000 kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113