23948sdkhjf

Oliepriserne presser Rambøll

På trods af en stigning i omsætningen på 28 procent går Rambølls indtjening tilbage som følge af de lave oliepriser
Priserne på olie og gas går ikke den danske rådgivningsvirksomhed Rambølls vej i øjeblikket. På trods af at Rambølls omsætning er steget med 28 procent i 2015 til 10,6 mia. kroner, så har rådgiveren problemer med at tjene penge.

Rambøll har en omfattende olie- og gasforretning, og den kombineret med nedskrivninger på nogle få byggeprojekter har gjort, at Rambølls indtjening er faldet i 2015.

Driftsresultat før afskrivninger af goodwill stiger godt nok fra 413 til 475 mio. kroner, men overskudsgraden falder til gengæld med 0,5 procentpoint til 4,5 procent, og det er ifølge Rambøll en lavere performance i olie- og gasforretningen, som er skyld i dette.

Samtidig må Rambøll konstatere, at bundlinjen falder fra 265,1 til 222,6 mio. kroner før skat.

”2015 har været et udfordrende år med en skuffende driftsmarginal (overskudsgrad, red.), hovedsageligt på grund af de lave olieprisers påvirkning af vores olie- og gasforretning og tilstødende markeder og projektnedskrivninger. Derfor varierer performance på tværs af vores markeder med solide resultater i de fleste af vores nordiske forretningsenheder, men mindre tilfredsstillende resultater i nogle af vores forretningsenheder uden for Norden. Når man tager de vanskelige markedsforhold i betragtning er driftsresultatet før goodwillafskrivninger (EBITA) for 2015 acceptabelt på grund af forbedringer i vores underliggende forretning og den gode performance i nøglemarkeder”, siger Rambølls koncernchef, Jens-Peter Saul, i en pressemeddelelse.

God performance

Driftsresultat efter afskrivninger af goodwill falder til gengæld fra 286,7 til 146,7 mio. kroner og det giver et yderligere dyk i indtjeningen, idet overskudsgraden dermed falder fra 3,5 til 1,4 procent.

Fratrækker man olie- og gasforretningen samt nedskrivninger på nogle store byggeprojekter, stiger overskudsgraden dog med 0,4 procentpoint hovedsageligt på grund af gode resultater i Sverige og Finland og i den internationale energienhed.

Denne leverede således den højeste overskudsgrad af alle Rambølls forretningsenheder og havde i 2015 det bedste resultat nogensinde. Så overordnet er Jens-Peter Saul da også tilfreds med regnskabet.

”Vi har afsluttet 2015 med en fremragende cash performance. Vi er en kapitalstærk virksomhed med en ægte global platform for fremtidig vækst. Med et konstant fokus på at forbedre servicen til vores kunder og udvikle eksisterende kompetencer er vi godt rustet til et udfordrende 2016 og til at udnytte de muligheder, der opstår globalt”, siger Jens-Peter Saul.

Opkøb i udlandet

2015 var da også et år med en række opkøb og flere markante vundne projekter.

Den 1. januar 2015 købte Rambøll den amerikanske rådgivningsvirksomhed Environ, som gør, at Rambøll nu er i den globale top 10 inden for miljørådgivning og ved at opfylde målet om at være en global spiller.

Opkøbet ledte desuden til etableringen af to nye internationale forretningsenheder inden for vand og miljø, som også har leveret gode økonomiske resultater.

”Opkøbet af Environ har haft en lovende start som forventet. Vi bringer nu vores traditionelle Rambøll ydelser til vores nye Environ-kunder og Environs kompetencer til vores nordiske hjemmemarkeder. På nuværende tidspunkt har vi sikret mere end 100 nye projekter ved at forene kræfterne mellem Rambøll og Environ”, siger Jens-Peter Saul.

Han kan samtidig konstatere at Rambøll har øget antallet af globalt ansatte med 2.265, så han i dag er topchef for over 13.000 ansatte i 35 lande.

Vundne projekter i 2015
I Danmark omfatter Rambølls vundne projekter blandt andet totalrådgivning på Novozymes’ nye innovationscampus i Lyngby nord for København og planlægning og design af den nye Nordhavnstunnel i København, som skal forbedre tilgængeligheden for trafikken i området.
I Asien-Stillehavsområdet skal Rambøll for Asian Development Bank udvikle forslag til løsninger, der kan styrke klimatilpasningen og mindske udledningen af CO2 i seks asiatiske storbyer.
I Mekka i Saudi-Arabien har Rambøll vundet, hvad der bliver et af verdens største fjernkølingsprojekter, som er et af flere initiativer, der skal gøre rejsen mere komfortabel for de mange pilgrimme under den muslimske pilgrimsfærd Hajj.
I Montreal i Canada er Rambøll valgt som uafhængig rådgivende ingeniør på en ny bro over St. Lawrence-floden, som er et af Nordamerikas største igangværende infrastrukturprojekter.


Rambøll
Mio. kroner
2014 2015
Omsætning 8.291,9 10.589,3
Driftsresultat før goodwillafskrivning 413,2 474,7
Driftsresultat 286,7 146,7
Resultat før skat 265,1 222,6
Årets resultat 163,7 75,4
Egenkapital 1.856,3 2.109,7
Antal ansatte 10.809 13.074

Regnskabet er afsluttet den 31. december 2015
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109