Forligskreds giver grønt lys til Femern
Selv om den tyske myndighedsgodkendelse stadig mangler, har Folketinget godkendt Femern-projektet, der samlet koster over 50 mia. kroner
Folketinget gav fredag formiddag grønt lys til Femern-projektet. Fra venstre er det SF’s Karsten Hønge, DF’s Kim Christiansen, transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V), socialdemokraternes Rasmus Prehn og Villum Christensen fra LA. (Foto: Licitationen)
Dermed er projektet tilbage på sporet, erklærede transportminister Hans Christian Schmidt (V), da han sammen med den øvrige forligskreds trådte ud fra fredagens møde.
Projektet er endnu ikke miljøgodkendt af de tyske myndigheder, og kontrakterne vil derfor være betingede af, at der foreligger en endelig tysk myndighedsgodkendelse.
”På baggrund af den orientering vi modtog fra Femern A/S forleden, har vi i dag truffet beslutning om, at Femern A/S kan forhandle om betingede kontrakter med de foretrukne entreprenører på de fire store anlægsentrepriser. Femern A/S kan dermed gå i gang med at forhandle kontrakter helt i bund og gøre dem klar til underskrift”, sagde transportministeren, der ikke holdt sig tilbage at kalde dagen ’historisk’.
På rette spor
Hvis den endelige tyske miljøgodkendelse ligger klar senest i 2019 vil anlægsarbejdet blive igangsat i 2020. Gør den ikke det, skal de tages fornyet stilling til projektets videre forløb - blandt andet om der skal ske genudbud, eller om der skal forhandles om en yderligere forlængelse af gyldigheden af de betingede kontrakter.
”Helt overordnet synes jeg, at det her projekt er på rette spor igen, og det glæder vi os alle sammen over. Nu gælder det om at holde fokus på, at få det projekt her i hus”, lød det fra Hans Christian Schmidt.
Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn var enig med ministeren i, at nu kører projektet igen. Han understregede dog, at det ikke er det samme som, at der ikke kan opstå nye bump på vejen.
”Når man laver store projekter, kan der være udfordringer. Men i forhold til, hvad vi har været igennem, så må man sige, at ministeren har haft en sikker hånd på rattet. Med rapporten fra Ernst og Young fik vi en second opinion. Vi har fået nogle af de mest gennemregnede tal nogensinde, som vi følger os trygge ved at træffe en beslutning på baggrund af”, sagde han.
Ukendt spiller
Med de betingede kontrakter vil de valgte entreprenører få mulighed for at bidrage med konkrete anlægstekniske løsninger i forbindelse med projektansøgningen til de tyske myndigheder. Noget forligskredsen håber, kan bidrage med at reducere risikoen i tyskernes myndighedsproces.
Også SF’s transportordfører Karsten Hønge gav udtryk for, at der nu er ro på.
”De vigtigste forudsætninger for at komme videre er til stede nu. Vi har fået et blik udefra til at se på økonomien, der viser, at den økonomiske side af projektet hænger sammen. Det giver ro på. Men når det er sagt, så har vi stadig en ukendt spiller på banen - nemlig processen i Tyskland - som vi ikke kan kende udfaldet af. Det er ude af vores hænder. Men det som er i vores hænder, har vi tillid til”, sagde han.
Prisen bliver omkring 52,6 mia. kroner, og åbningen forventes medio 2028.
Forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen består af Venstre-regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.