23948sdkhjf

Lokalt firma skal miljøsanere nordjysk sygehus

Det alborgensiske nedbrydningsfirma IF Group står for indvendig nedrivning og miljøsanering, som skal udføres, inden den praktiske renovering kan sættes i gang
Der er lokale kræfter i spil, når Sygehus Vendsyssel i Hjørring skal miljøsaneres. Det er således Aalborg-firmaet IF Group, som har fået til opgave at stå for den indvendige nedrivning og miljøsanering, inden den praktiske renovering kan påbegyndes.

Sygehus Vendsyssel i Hjørring består af en række bygninger, hvoraf de ældste er fra første halvdel af 1900-tallet. Den dominerende højhusbygning blev taget i brug som sengebygning i 1989 og fremstår som et vartegn for sygehuset.

Mere ombygning på vej

Renoveringen af den syv etager høje bygning består i første omgang af en gennemgribende renovering og nyindretning af de tre øverste etager. For de øvrige fire etager i bygningen er der også udarbejdet et ombygningsprojekt, som forventes iværksat inden for en årrække.

”Vores primære opgave er at sanere for de miljøskadelige stoffer, der måtte være i den gamle bygning. Vi sanerer vægge, lofter og inventar for tungmetal- og PCB-holdige malinger samt fuger indeholdende chlorerede paraffiner. Når saneringen afsluttes, fortsætter vi arbejdet med den indvendige nedrivning, hvor byggeaffaldet bortskaffes med henblik på genvinding og nyttiggørelse,” oplyser IF Group i en pressemeddelelse.

Der er frigivet en anlægsbevilling på 110 mio. kroner til den indvendige renovering af Sygehus Vendsyssel, som efter planen skal stå færdig i januar 2018. NCC Construction Danmark er hovedentreprenør på projektet og arkitektfirmaet CF Møller har, med ingeniørfirmaet Moe som underrådgiver været totalrådgiver på projektet med den indvendige renovering af de tre etager.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094