Et vindue til bedre miljøudsyn
Stigende efterspørgsel på energivinduer med store glasfelter betyder fremgang for højisolerende kompositmateriale
Materialet er udviklet til Hvidbjerg Vinduets nye flagskib, en produktserien som den 41 år gamle virksomhed kalder Zelalux.
Det dækker over en serie træ/alu-vinduer med lavt vedligehold, som angiveligt efterspørges i stor stil af de danske forbrugere og bygherrer.
Men vinduesproducenterne har i flere år kæmpet med den udfordring, at aluminium som en naturlig kuldebro sænker vinduernes energieffektivitet.
Det bedste fra alle materialer
Hvidbjerg Vinduet har nu – ifølge virksomheden selv – udviklet en løsning på problemet, nemlig et glasfiberforstærket kompositmateriale som en naturlig konsekvens af efterspørgslen på energivinduer med meget smalle rammer og store glasfelter.
”For at opnå den fornødne styrke og energieffektivitet i konstruktionen tilføjer vi en kerne af rau-fipro til træ/alu-rammen. På den måde udnytter vi det bedste fra alle materialer”, siger Claus Arberg, adm. direktør hos Hvidbjerg Vinduet, der blev grundlagt i 1975 og som siden midten af 1980’erne har været en af Skandinaviens største vinduesproducenter.
Bedre energieffektivitet
Materialekombinationen er ifølge virksomhedens beregninger lykkedes. Med en U-værdi på 0,69 og en Eref-værdi på +22, lægger Zelalux-serien sig i toppen, når det gælder energieffektivitet. Med til at skabe de gode værdier er også en tre-lags energirude på 48 mm med varm kant, der leveres som standard.
”Værdierne er både markant bedre, end de officielle byggestandarder kræver, og det var vigtigt for os at designe med fremtidens energikrav for øje. Derfor tillader vi os at kalde det for fremtidens vindue”, siger Claus Arberg.
Lancering på messen
Vindues-serien lanceres på Byggeri’16-messen i Fredericia, der begyndte tirsdag og slutter i dag.
Her får deltagerne mulighed for at se, mærke og nærstudere de nye energiløsninger.