23948sdkhjf

Byggeriet forbigået i forum for samfundsansvar

Regeringens nye dialogforum for samfundsansvar og vækst har ingen medlemmer fra bygge- og anlægsbranchen. Ubegribeligt, mener Danske Byggecentre
Byggeriet glimrer ved sit fravær i Erhvervs- og Vækstministeriets netop nedsatte Dialogforum for samfundsansvar og Vækst.

Sådan lyder kritikken fra Brancheforeningen Danske Byggecentre, der finder det ubegribeligt, at der ikke er blevet plads til så stor en del af dansk erhvervsliv.

Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen (V), var i denne uge i Kolding for at lancere Dialogforum, der har til opgave at understøtte virksomhedernes arbejde med at tage samfundsansvar - blandt andet gennem globale værdikæder, inklusion af socialt udsatte og lokal sammenhængskraft

I forreste linje

Palle Thomsen, adm. direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre, finder det tankevækkende, at regeringen kan samle det meste af erhvervslivet i et dialogforum for samfundsansvar uden at involvere byggeriet.

Særligt i betragtning af at byggeriet står i forreste linje i forhold til at få eksempelvis udlændinge ind på det danske arbejdsmarked.

”I min optik ligger de samfundsansvarlige udfordringer i forhold til vores klima, og hvordan vi bliver endnu bedre til at få flere af samfundets svageste i beskæftigelse. To opgaver byggeriet har enorm erfaring med. Om muligt er vi den branche, som har allermest berøring med de problemstillinger. Så det er da ærgerligt, at man slet ikke har set til vores side. Men vi er naturligvis parate til at indgå i forummet, hvis man ombestemmer sig”, siger han.

Dansk Industri, KL og LO har alle repræsentanter i Dialogforum. Derudover tæller medlemslisten Annette Stube, sustainability director i A.P. Møller Mærsk, advokat i Foldschack og Forchhammer Line Barfod og Dan Boyter, der ud over at være formand for Dialogforum også er bestyrelsesmedlem i Pressalit A/S.

Møder gerne op

Afdelingschef i Håndværksrådet Frank Korsholm er enig i, at byggeriet ville have masser at bidraget med.

”I forhold til den dagsorden vi står overfor med at få inkluderet flygtninge på arbejdsmarkedet, forventer man, at det ikke mindst er smv’erne, der skal løfte en del af opgaven. Så set i det lys ville det være på plads, hvis vi var med i Dialogforum. Vi møder derfor gerne op, hvis der skal drøftes temaer, hvor vi kan bidrage med noget - eksempelvis på flygtningeområdet”, siger han.

Hos Dansk Byggeri undrer erhvervspolitisk chef Torben Liborius sig også over, at byggebranchen ikke er repræsenteret i Dialogforum, men understreger at man i organisationen har en god dialog om emnerne samfundsansvar og vækst med både kommuner og andre myndigheder.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra erhvervs- og vækstministeren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105