BYGGEJURA: Svag dokumentation kan koste på bundlinjen
Hvad er ”tilstrækkelig” dokumentation, og hvad er konsekvenserne, hvis entreprenøren ikke opfylder dokumentationskravet, når der arbejdes i regning?
Men hvad er tilstrækkelig dokumentation, og hvad er konsekvenserne, hvis entreprenøren ikke opfylder det grundlæggende dokumentationskrav?
Ved regningsarbejde bærer bygherren risikoen for, at arbejdet bliver dyrere end forventet. Hovedreglen er, at bygherren skal betale den pris, entreprenøren kræver – medmindre bygherren kan bevise, at prisen er urimelig høj, jævnfør princippet i købelovens § 5.
Bygherren bærer bevisbyrden
Det er altså bygherren, der bærer bevisbyrden for, at den krævede pris er urimelig, men det er i voldgiftspraksis (jf. bl.a. KFE 80.42 og KFE 10.078) fastslået, at entreprenøren skal give bygherren tilstrækkelig dokumentation til at vurdere, om den krævede pris er rimelig eller ej.
I praksis opstår ofte diskussion om, hvad bygherren kan kræve af entreprenøren, for at det grundlæggende dokumentationskrav er opfyldt.
Tilstrækkelig dokumentation
En vis vejledning for, hvad der er tilstrækkelig dokumentation, kan findes i markedsføringslovens § 13, stk. 4-6, der dog kun finder anvendelse i forhold til forbrugere.
Heraf fremgår blandt andet, at forbrugeren skal oplyses om timepris, timeforbrug og materialeforbrug.
Disse krav kan ikke entydigt udledes af voldgiftspraksis imellem professionelle parter, men omvendt må den entreprenør, som opfylder kravene i bestemmelserne, formentlig antages at være på ”den sikre side” for så vidt angår prisoplysninger til en professionel bygherre.
I en typisk situation, hvor entreprenørens pris består af (1) de afholdte omkostninger (materialer og arbejdsløn) og (2) entreprenørens dækningsbidrag (faste omkostninger og nettofortjeneste), vil entreprenøren dermed – som udgangspunkt – kunne opfylde det grundlæggende dokumentationskrav ved at oplyse sin timepris samt sit timeforbrug og materialeforbrug.
Baseret på voldgiftskendelse
Herudover tages den ledende voldgiftskendelse fra 1979 til indtægt for, at bygherren kan kræve entreprenørens ”regnskabsmateriale” udleveret med henblik på, at bygherren kan vurdere, at ”regningskravet er behørigt og passende opgjort”.
Parterne vil som nævnt ofte være uenige om udstrækningen af dokumentationskravet, men det er ikke afklaret i praksis, præcis hvor grænsen går for, hvad bygherren kan kræve udleveret af ”regnskabsmateriale”.
Det kan dog ikke kræves, at entreprenøren skal dokumentere rimeligheden af det opgjorte tidsforbrug eller den krævede pris, for eksempel ved syn og skøn. Bevisbyrden for, at entreprenørens pris er urimelig, påhviler bygherren.
Manglende dokumentation
Hvis entreprenøren ikke opfylder det grundlæggende dokumentationskrav – eller bygherrens eventuelle mere vidtgående dokumentationskrav – løber entreprenøren først og fremmest en risiko for, at bygherren ikke vil betale den krævede pris. Derved vil entreprenøren være henvist til at inddrive sit tilgodehavende
via domstolene eller Voldgiftsnævnet, hvilket koster tid og penge.
Herudover kan retten tillægge det skadevirkning, hvis en entreprenør afviser at opfylde dokumentationskravet.
I yderste konsekvens risikerer entreprenøren dermed helt at miste sit betalingskrav, hvis det grundlæggende dokumentationskrav ikke opfyldes. Det findes der eksempler på fra retspraksis, men mere sandsynligt må entreprenøren tåle, at retten ser bort fra den krævede pris og selv anslår en rimelig pris for det udførte regningsarbejde.
Klare aftale hjælper
For at undgå en efterfølgende tvist om betaling af regningsarbejde bør parterne derfor så vidt muligt på forhånd sørge for at aftale, hvilke afregningsprincipper og dokumentationskrav der skal gælde for entreprenørens afregning. Dette ses ofte indarbejdet i særlige betingelser i forbindelse med større udbud, ligesom der er et ønske om, at dokumentationskravene afklares yderligere og eventuelt indarbejdes i forbindelse med den igangværende revision af de almindelige betingelser (AB 92/ABT 93).
Artiklen er en del af temaet Byggejura.
