Minister indkalder til forhandling om motorvejsudvidelse til foråret
Fremkommeligheden i Østjylland skal forbedres og derfor vil transport- og bygningsministeren snart indkalde til forhandlinger om en udvidelse af motorvej E45
Det var SF’s Jonas Dahl, der havde bedt transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) redegøre for, hvornår regeringen forventer at være klar til en politisk beslutningsproces om en udvidelse af E45 fra Aarhus Nord til Skanderborg.
”Regeringen har sagt klart, at vi gerne vil øge fremkommeligheden i Østjylland. Vi vil derfor i foråret fremlægge initiativer til fremtidige investeringer i den forbindelse indkalde til politiske drøftelser. Derfor er jeg også tilfreds med opbakningen blandt oppositionens partier til at forbedre E45”, sagde Hans Christian Schmidt, men understregede samtidig, at man står med en finansieringsudfordring.
Forhandlinger til foråret
Allerede i foråret 2014 indkaldte daværende transportminister Magnus Heunicke (S) til forhandlinger om investeringer i udvalgte vejprojekter - blandt andet udvidelsen af E45.
Forhandlingerne endte dog med, at man i stedet besluttede at investere 350 mio. kroner i første etape af en motorvej fra Rønnede mod Næstved.
Hos SF ser Jonas Dahl frem til at deltage i nye drøftelser om den Østjyske motorvej.
”Det er ingen hemmelighed, at vi også i den tidligere regering arbejdede på en løsning. Blandt andet var man langt fremme med arbejdet i Vejdirektoratet. Men siden har vi haft svært ved at finde indkaldelsen til de konkrete drøftelser, og derfor vil vi gerne kvittere for, at de nu kommer her til foråret”, sagde han.
Transport- og bygningsministeren slog i et læserbrev i Jyllands-Posten i november fast, at ”udvidelsen af E45 er en topprioritet for Venstre. Derfor er det også skrevet ind i regeringsgrundlaget”.