23948sdkhjf

Forslag til standardregler for nye altaner

Politikerne i Københavns Kommune skal tage stilling til anbefaling fra forvaltningen på mandag i næste uge
De fremtidige regler for opsætning af altaner i eksisterende byggeri i København skal basere sig på standarddybder og standardlængder. Dermed skrotter man en omdiskuteret lysberegner.

Det er teknik- og miljøforvaltningen i kommunen, der anbefaler de nye regler overfor politikerne i teknik- og miljøudvalget, der mødes på mandag. Det sker som konsekvens af, at de regler, som kommunen indførte i efteråret, er svære at forstå og medfører afslag for de fleste ansøgninger om nye altaner.

Hvor dyb en altan kan blive efter de nye regler vil afhænge af afstanden til nærmeste bygning, om altanerne etableres til gården eller gaden og ved etablering til gaden også højden på bygningen. Der vil med de nye retningslinjer blive givet tilladelse til altaner på mellem 70 og 150 cm. Længden vil afhænge af antallet af vinduer i de underliggende lejligheder.

”Teknik- og miljøudvalget har nu modtaget et udkast til nye retningslinjer for altaner i København. Materialet er meget omfattende, og jeg er sikker på, at både københavnerne og altanfirmaerne har et ønske om, at vi også lytter til deres synspunkter. Jeg vil derfor vente med at tage endelig stilling til retningslinjerne, til jeg har haft muligheden for at drøfte forslaget med de andre medlemmer af udvalget”, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) i en pressemeddelelse.

Mange ansøgninger venter

Teknik- og miljøforvaltningen har cirka 80 ansøgninger om samlet set 1.000 nye altaner, der afventer behandling.

Forvaltningen vurderer, at cirka halvdelen af disse ansøgninger kan imødekommes med det nye forslag til retningslinjer, mens det vil være nødvendigt at reducere dybden på hovedparten af de øvrige altaner med 20 cm.

Det skyldes, at det vil betyde væsentlig forringelser af dagslyset i de underliggende lejligheder og dermed forringe kvaliteten af boligerne. Det vil navnlig ramme stuelejlighederne. I fastsættelsen af de nye standarder for altaner har Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning fået Statens Byggeforskningsinstitut til at vurdere konsekvenserne for dagslyset i de underliggende lejligheder.

”Arbejdet med nye retningslinjer for altaner har givet os ny viden om konsekvenserne for dagslyset i de underliggende lejligheder. Det står nu klart, at store altaner vil have større konsekvenser for navnlig beboerne i stueetager, end jeg og resten af udvalget tidligere har været vidende om. Vi står derfor med en svær afvejning mellem gevinsterne ved en altan og konsekvenserne for de underboere, der enten ikke vil have eller ikke kan få en altan, eksempelvis fordi de bor i stueetagen. Den viden skulle vi selvfølgelig have bedt om at få på bordet, før vi vedtog ændringerne af retningslinjerne sidste år”, siger Morten Kabell.

Fakta
Teknik- og miljøforvaltningen i København foreslår standardregler for opsætning af altaner i eksisterende byggeri.
For eksempel vil der med en gennemførelse af reglerne kunne opsættes en 70 cm dyb altan, hvis afstanden til den modstående bygning blot er 8-10 meter.
Hvis afstanden bygningen er 10-14 meter kan tillades en 90 cm dyb altan
Hvis afstanden er 14-25 meter som i de brede gader kan der tillades en altan med 110 cm dybde
Og hvis afstanden til nærmeste modstående bygning er mere end 25 meter, kan der tillades en altandybde på 130 cm.
Kilde: Teknik- og miljøforvaltningen, Københavns Kommune.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136