Nyt om navne
I dag nyheder fra Outline Vinduer, JFP og Gaihede
René Søgaard Poulsen kan i morgen fejre sit 25-års jubilæum hos vinduesproducenten Outline Vinduer i Farsø.
René Søgaard Poulsen startede i maleriet og har gennem årene beskæftiget sig med en bred vifte af opgaver. I dag har han ansvaret for servicering af maleriet, herunder bestilling af maling og materialer samt reparationer af færdige elementer. Han står desuden for vedligeholdelse af computerdata og diverse systemer.
René Søgaard Poulsen bor sammen med sin kæreste og har to børn og tre bonusbørn. Han interesserer sig for camping og fodbold og ses fast med sin herreklub hver onsdag.
JFP
Hoved- og totalentreprenørvirksomheden JFP har ansat nye medarbejdere
Cliff U. Lauridsen er ansat som projektleder på kontoret i Herning, hvor han bliver tilknyttet byggepladsen ved sygehuset i Gødstrup, DNV. Her skal han blandt andet varetage in situ-støbt beton samt opspænding af vægge og dæk. Cliff U. Lauridsen er uddannet bygningskonstruktør fra VIA Horsens og desuden uddannet tømrer. Han har fem års erfaring med byggeledelse og i alt 22 års erfaring fra byggebranchen og kommer senest fra et job som entreprisechef hos typehusproducenten Danhaus Bolig i Esbjerg.
Søren Sloth Jørgensen er ansat som projektlederassistent på kontoret i København. Han er uddannet bygningskonstruktør og bachelor i landskabsarkitektur og kommer fra et job som byggeleder hos entreprenørvirksomheden B. Nygaard Sørensen. Hos JFP får Søren Sloth Jørgensen ansvar for en række entrepriser og sikkerhed samt diverse assistentopgaver.
Brian Trauboth Sennenvald er ansat som projektchef på kontoret i København. Han bliver i begyndelsen tilknyttet byggepladsen ved Eksercerpladsen i Ørestaden, hvor JFP bygger boliger og detailbutikker for ejendomsudviklingsselskabet Calum. Brian Trauboth Sennenvald kommer fra en stilling som pladschef hos entreprenørvirksomheden B. Nygaard Sørensen og har 15 års erfaring fra byggebranchen. Han er uddannet bygningsingeniør og vil på byggeriet Eksercerpladsen komme til at fokusere på blandt andet tidsplan, økonomi og produktion.
Gaihede
Michael Neldeberg er ansat som bygherrerådgiver hos ingeniør- og arkitektvirksomheden Gaihede i København. Michael Neldeberg er uddannet bygningskonstruktør og kommer senest fra en stilling som seniorkonsulent på KEA - Københavns Erhvervsakademi, hvor han har arbejdet med at styrke projekt- og erhvervssamarbejde mellem virksomheder og studerende. Hos Gaihede skal Michael arbejde med vedligehold, renovering og ombygning af eksisterende byggeri.