23948sdkhjf

BOGANMELDELSE: Provokerende nytænkning til ledelsesgangen

Værdifulde og idéskabende input til hvordan du lykkes med forandringer og træder i karakter som leder i det moderne selvledelsesunivers
På bare 123 sider har de to forfattere og erfarne ledelseskonsulenter Mettelene Jellinggard og Alexandra Krautwald med ”Oplagt – at lede adfærd” skabt en bog om ledelse, som nok er den mest værdifulde, jeg har set i lang tid. Den vil utvivlsomt blive talt om i lang tid herefter.

Forfatterne forsøger at fortælle os, at vores arbejdspladser har udviklet sig, så de ikke længere er i overensstemmelse med vores biologiske natur. Et sted hvor selvledelse hyldes, så der nærmest ikke er brug for lederne. De bruger derfor al deres tid på at igangsætte så mange forandringsprojekter som muligt og står som regel tilbage med det resultat, at meget få af initiativerne bliver til noget i virkeligheden – lyder det bekendt?

Udfordrer forestillinger

En tredjedel inde i denne bog vil du sandsynligvis føle dig ret provokeret. Forfatterne lægger ud med at fortælle os sandheden om vores eget bedrag – nemlig at vi ikke er skabt til selvledelse, ikke er rationelt tænkende og ikke magter alt det, vi sætter os for. Vi ønsker derimod retning, er i meget høj grad styret af automatiske mekanismer og forudfattede meninger og har en meget begrænset viljestyrke. Alt sammen baseret på de nyeste forskningsresultater omkring mennesket.

Løsningen er ifølge forfatterne at bringe forandringerne fra de konceptuelle højder i flotte videoer og powerpointslides til et konkret handlingsniveau. Det lykkes de efter min mening så godt med, at min spirende irritation i starten af bogen blev afløst af en klar fornemmelse af, at Mettelene Jellinggard og Alexandra Krautwald har fat i noget essentielt og giver mig konkrete muligheder for at handle anderledes.

Ordet ”oplagt” i titlen skal forstås sådan, at læseren gennem bogen gerne skulle kunne finde nogle områder, hvor det er oplagt, at han eller hun som leder kan gøre en stor forskel i sin virksomhed ved hjælp af små ændringer.

Der er ingen tvivl om, at det virkede for mig. Jeg fik hurtigt mange ideer til, hvordan vi i den virksomhed, hvor jeg arbejder, kan overveje at adfærdslede medarbejderne på mere hensigtsmæssige måder

Nudging er den simple og positive løsning

Begrebet nudging beskrives som den bærende metode til at adfærdslede. Begrebet beskrives således: ”Nudging er det konkrete arbejde med at fremme en eller flere specifikke adfærdsreaktioner i omgivelserne. Forfatterne peger på, at adfærdsledelsen skal praktiseres, så de ansatte ikke føler, at deres valgmuligheder bliver indskrænket. Opgaven går ud på at gøre det let for dem at vælge den nye og ønskværdige løsning.

Igennem hele bogen understøttes teksten med gode og forklarende illustrationer af de omtalte emner. I det hele taget kan man tage mange konkrete ting med fra dette værk.

Bogens sidste dele beskriver lettilgængeligt og pragmatisk, hvordan du effektivt kan analysere dig frem til hvilke nudging-metoder, der vil virke i din virksomhed, og giver en masse fine eksempler, som vi alle kender fra hverdagen.

Vil du udfordres, så læs denne bog

Jeg nød virkelig at læse denne bog, som uvægerligt vil tiltrække masser af opmærksomhed, fordi rigtig mange virksomheder arbejder efter et selvledelsesparadigme med en streng performance-kultur trukket ned over medarbejderne. Denne bog udfordrer klart disse præmisser, og kan du godt lide at blive udfordret som leder – og måske endda engang imellem har svært ved at finde din egen lederrolle – vil jeg klart anbefale at læse den.

Mettelene Jellinggaard og Alexandra Krautwald: Oplagt - at lede adfærd,

Djøf Forlag, 123 sider, 180 kroner. Er udkommet

Bøger om ledelse til anmeldelse kan sendes til Deloitte Silkeborg, Papirfabrikken 26, 8600 Silkeborg, att: Tobias Baldrian Madsen, eller tmadsen@deloitte.dk, hvis det er en e-bog

Artiklen er en del af temaet Boganmeldelser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094