23948sdkhjf

Odense Letbane tiltrækker virksomheder

11 virksomheder har vist interesse for udbuddet af Odense Letbanes såkaldte Civil Works-entrepriser, der samlet har en anslået værdi af op mod 400 mio. kroner
I forbindelse med etableringen af Odense Letbane er der syv strækninger, hvor der skal gennemføres en række anlægsarbejder for at gøre plads til letbanen.

Anlægsarbejderne, der samlet har en anslået værdi af op mod 400 mio. kroner, omfatter blandt andet ombygning og flytning af eksisterende veje og kryds, jord- og belægningsarbejder, nedbrydningsarbejder og afvanding foruden brolægningsarbejder og mindre gartner- og ledningsarbejder og er sendt i begrænset udbud.

Deadline for anmodning om deltagelse er overskredet, og 11 virksomheder har meldt interesse ind.

Syv virksomheder har vist interesse for hele pakken med alle syv entrepriser, og flere af dem har også vist interesse for den anden mulighed, nemlig pakken med de fire mindste entrepriser.

Det samlede antal ansøgninger på begge pakker er dermed højere end 11, oplyser Odense Letbane P/S til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Flere udbud på vej

Forventningen er, at de prækvalificerede findes umiddelbart inden påske, og ifølge prækvalifikationsmaterialet prækvalificeres højest seks kandidater til at byde på alle syv delaftaler og fire kandidater til at byde på de fire mindste entrepriser.

Blandt de prækvalificerede er tildelingskriteriet laveste pris, og for hver af de syv delaftaler er den vindende entreprenør ansvarlig for trafikafvikling og fremkommelighed på de forskellige strækninger under hele anlægsarbejdet, som løber fra august 2016 til marts 2020.

Foruden Civil Works-entrepriserne er prækvalifikationen på en selvstændig anlægskontrakt på levering af bordursten i gang, og en entreprise om beplantning langs hele strækningen fra Tarup til Hjallese samt en slidlag- og afmærkningsentreprise udbydes senere.

Odense Letbane inkluderer også to allerede udbudte kontrakter for henholdsvis togsæt og transportsystem, hvor der - som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet - er prækvalificeret 15 virksomheder og konsortier.

Herudover kommer udbudspakken om drift og vedligehold, som kommer i udbud senere.

De syv strækninger
Rismarksvej
Idrætsparken/Vesterbro
Vestre Stationsvej/Østre Stationsvej
Albanigade/Benediktsgade
Nyborgvej/Ørbækvej Nord
Ørbækvej Syd/Campusvej
Park&Ride/Hjallesegade

Du kan læse mere om udbuddet på www.licitationen.dk under udbud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096