23948sdkhjf

Hvidbjergvinduet vil styrke sit salg i Østjylland

Vinduesprocenten åbner nyt showroom i Beder syd for Aarhus for at komme tættere på sine østjyske kunder
OPRUSTNING Hos Hvidbjergvinduet vil man gerne være tættere på virksomhedens østjyske kunder, og derfor bliver dørene slået op til et nyt showroom i et butikscenter i forstaden Beder syd for Aarhus på torsdag.

”Nye vinduer og døre er en stor investering for de fleste. Derfor er det vigtigt, at man kan se mulighederne, mærke på materialerne og få kyndig vejledning, så man får de bedste løsninger til prisen. Det er det, vi håber, vores nye showroom vil inspirere til”, siger Claus Arberg, adm. direktør i Hvidbjergvinduet.

Til Licitationen - Byggeriets Dagblad fortæller han, at virksomheden ikke har sat specifikke mål for øget salg som følge af investeringen i det nye showroom.

”Vi sælger i forvejen pænt i Østjylland, men oplever, at både private, boligforeninger og professionelle gerne vil ud at se produkterne. Aarhus er et område i vækst, og der er stor aktivitet. Ved at placere et showroom mener vi bedre at kunne hjælpe kunderne til at få afgjort, hvad de vil have”, siger Claus Arberg.

Han peger på, at Hvidbjergvinduet tidligere har oplevet kunder, der er kørt til virksomhedens showroom i Fredericia eller Struer for at se nærmere på udvalget.

Det nye showroom er virksomhedens femte, men det er første gang, Hvidbjergvinduet placerer et showroom direkte i et butikscenter. Ofte ligger de placeret lidt for sig selv, og med det nye showroom vil man undersøge, om det giver bedre mening at placere dem i bynære områder med flere andre og forskelligartede butikker frem for i nærheden af motorveje, hvor eksempel showroomet i Fredericia er placeret.

”I første omgang er det et eksperiment, og hvis det fungerer efter hensigten, vil vi overveje samme strategi i andre byer”, siger Claus Arberg.

Ifølge direktøren er der aktuelt ikke planer om andre showrooms. Claus Arberg udelukker imidlertid ikke, at et sjette kan komme på tale om et par år, men fremhæver, at virksomheden er ved at være der, hvor den har de showrooms, den skal have.

Hvidbjergvinduet
Hvidbjergvinduet, der blev grundlagt grundlagt i 1975, er en ordreproducerende virksomhed, som fremstiller vinduer og døre på
egne fabrikker i henholdsvis Nors ved Thisted og Hvidbjerg på Thyholm. Alle træ/alu-produkter fremstilles på fabrikken i Nors, mens plast/komposit-produkter fremstilles i Hvidbjerg, som også huser administration samt udviklings- og salgsafdeling. Ud over et nyt showroom i Beder ved Aarhus har Hvidbjergvinduet showrooms i Nørresundby, Struer, Fredericia og Ringsted.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116