KT Elektric opruster i Vendsyssel
To elinstallationsvirksomheder i Vendsyssel bliver til en. Sæby El-Service bliver en del af KT Elektric A/S
KT Elektric har hovedkontor i Aalborg samt afdelinger i København og i Vangen mellem Sæby og Frederikshavn.
”Jeg er 60 år og har et stykke tid overvejet en slags generationsskifte. Derfor er jeg er glad for, at det nu er lykkedes at lave en aftale med KT Elektric, sådan at Sæby El-Service bliver en del af KT Elektrics afdeling i Vangen – og dermed fortsat lokalt forankret”, siger Erling Møller Nielsen, der fortsætter som elinstallatør i firmaet.
Han startede Sæby El-Service i 1981 og har drevet det siden med et skiftende antal medarbejdere. Det seneste år har han dog kørt det selv.
Kunderne har både været private og virksomheder med alle former for tekniske installationer og vedligehold – præcis som KT Elektric.
”Så de to forretninger passer godt sammen, og vi har da også mere været kolleger end konkurrenter”, fortsætter Erling Møller Nielsen.
Godt samarbejde
Et tæt samarbejde fremhæver man også hos KT Elektric, som etablerede afdelingen i Vangen, der ledes af de to lokale elinstallatører Morten Mikael Jensen og Anders Fuglsang, for godt to år siden.
”Det er lidt en hård kamp, når man starter fra scratch i et nyt område. Derfor har vi selvfølgelig været interesseret i at tage en lokal virksomhed ind, som er dybt forankret i området”, forklarer Claus Larsen, direktør i KT Elektric til Licitationen - Byggeriets Dagblad om opkøbet.
Han fremhæver forholdet mellem medarbejderne i Vangen og Erling Møller Nielsen som ”outstanding” og påpeger, at Vangen-afdelingen det seneste års tid har arbejdet tæt sammen med Erling Møller Nielsen og lavet de opgaver, som han ikke har kunnet nå at løse.
Sammenlægningen af de to virksomheder er sket og markeres officielt senere.
KT Elektric
KT Elektric blev grundlagt i 1968. I 1998 overtog elinstallatør Claus Larsen virksomheden. På hovedkontoret i Aalborg og i afdelingerne i København og Vangen er beskæftiget over 100 medarbejdere, og virksomheden udfører nyinstallationer og reparationer i hele el-området overalt i Danmark.
KT Elektric blev grundlagt i 1968. I 1998 overtog elinstallatør Claus Larsen virksomheden. På hovedkontoret i Aalborg og i afdelingerne i København og Vangen er beskæftiget over 100 medarbejdere, og virksomheden udfører nyinstallationer og reparationer i hele el-området overalt i Danmark.