23948sdkhjf

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Furesø, Ringsted, Kolding, Vonsild, Nørhalne og på Fanø
REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN

Lokalplan for Applebys Plads Karrén på Christianshavn indstilles til endelig vedtagelse

Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal tage stilling til lokalplan Applebys Plads Karréen, der indstilles til endelig vedtagelse.

Lokalplanen muliggør to byggerier. Et i Applebys Plads Karréen kaldet Karréhuset og ét langs Langebrogade kaldet Langebrogadehuset.

I løbet af høringsperioden er der indkommet en del henvendelser, og på baggrund af disse foreslår forvaltningen en række ændringer, som blandt andet vedrører højden på ’Karréhuset’, altandybde, placeringen af husbåde og muligheden for publikumsorienterede serviceerhverv.

FURESØ

Furesø Kommune planlægger for projekt Laanshøj +

Furesø Kommune igangsætter nu en ny planlægning for den sydlige og sydøstlige del af Laanshøj og indkalder nu idéer og forslag til planlægningen frem til 10. februar.

Byrådet har besluttet, at den nye planlægning skal igangsættes på baggrund af dialog med Boligejendom ApS og borgerne og beboerne i området. Udgangspunktet for debatten er skitseprojektet ”Laanshøj +”, som er udarbejdet af Boligejendom ApS, som ejer det pågældende projektområde i Laanshøj.

REGION SJÆLLAND

RINGSTED

Søholmens Børnehave i Jystrup udbygges

Ringsted Byråd vedtog med budget 2015 at afsætte midler til at omdanne Søholmens Børnehave til en 0-6 års institution, og i den forbindelse at afsøge mulighederne for en sammenlægning af Søholmen og den private vuggestue i Jystrup.

Der er udarbejdet flere forskellige skitseforslag for at imødekomme ønsket om at sikre et godt institutionstilbud i Jystrup, og blandt disse valgte Ringsted Byråd forleden et forslag, der går ud på at etablere en vuggestueafdeling med egen indgang og med direkte udgang til liggehal mod vest. Vuggestueafdelingen etableres i et eksisterende grupperum og i en tilbygning på 34 kvm. Der etableres vinduer i børnehøjde med udsyn til legepladsen og transparens mellem grupperum. Der etableres endvidere et udetoilet og en ”grov-garderobe”.

Det valgte skitseforslag overskrider rådighedsbeløbet med 0,404 mio. kroner, og dette beløb besluttede byrådet at tilføre projektet, inden det sendes i udbud.

REGION SYDDANMARK

KOLDING

Fabriksbygninger erstattes af punkthuse med boliger

Plan- og Boligudvalget i Kolding Kommune har godkendt et forslag til lokalplan for et område ved H. C. Petersens Vej.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre rækkehuse i to etager eller etageboliger i to-tre etager. Der kan opføres 21 boliger. Lokalplanen er udarbejdet for at imødekomme et konkret ønske om etablering af 21 etageboliger på H.C. Petersens Vej 2. Der er tale om eksisterende fabriksbygninger fra N.P. Hansens Maskinfabrik, som ønskes erstattet af syv punkthuse i tre etager. Bebyggelsesprocenten hæves fra 50 til 72.

Plan- og Boligudvalget forventes at kunne få forelagt lokalplanen til endelig vedtagelse 9. marts.

VONSILD

Lejerbo Kolding køber Vonsild Mølle med henblik på nedrivning og efterfølgende boligbyggeri på arealet

Lejerbo Kolding har købt Vonsild Mølle med forventning om, at der vil kunne gives tilladelse til opførelse af cirka 12 almene familieboliger, når møllen er revet ned. Projektet forudsætter, at der udarbejdes ny lokalplan for området.

Det er Lejerbo Koldings plan at nedrive møllen snarest muligt, hvorefter grunden planeres og gøres klar til bebyggelse, når lokalplanen samt skema A og B er godkendt. Det fremgår af en sagsfremstillingen i et mødereferat fra Plan- og Boligudvalget i Kolding.

Lejerbo Kolding kender endnu ikke udgifterne forbundet med nedrivningen af den eksisterende bebyggelse, men udgifterne skønnes at udgøre maksimalt én mio. kroner inklusive udgifter til oprensning af primært kviksølvsforurening, som er afgrænset til selve bygningen og ikke i undergrunden.

FANØ

Kirkerne på Fanø skal have et sognehus, der opføres i tilknytning til Nordby Kirke

Fanø Byråd skal på sit møde den 18. januar beslutte, om et forslag til lokalplan for et sognehus ved Nordby Kirke skal godkendes og fremlægges til offentlig høring.

Lokalplanforslaget er udarbejdet, fordi menighedsrådet for Kirkerne på Fanø ønsker at få opført et sognehus i tilknytning til Nordby Kirke. Sognehuset skal fungere som et samlingssted for menigheden, men skal også kunne rumme de administrative funktioner, som skal varetages af de kirkelige myndigheder samt rumme de nødvendige faciliteter for kirkens personale.

På matriklen hvor sognehuset ønskes opført, er der tinglyst en kirkeomgivelsesfredning - også kaldet en Exnerfredning, som indeholder et forbud mod bebyggelse for at sikre indsigten til og udsigten fra kirken og kirkegåden. Da menighedsrådet har vurderet, at det ønskede projekt ikke ødelægger indsigten til kirken, har man forud for lokalplanprocessen søgt Fredningsnævnet om dispensation fra Exnerfredningen til opførelse af et sognehus, og ansøgningen er imødekommet med en række betingelser tilknyttet.

KOLDING

Der er planer om at bygge nye boliger ned mod Skamlingvejen og Kolding Fjord

Kolding Kommune har modtaget et projektoplæg til opførelse af en etagebebyggelse med op til 33 boliger på adressen Tvedvej 145, umiddelbart øst for højhusene på Tvedvej og ned mod Skamlingvejen og Kolding Fjord.

I den forbindelse har Plan- og Boligudvalget sagt god for, at der igangsættes en planlægning for ejendommen Tvedvej 145 med udgangspunkt i en nærmere bearbejdning af projektet.

Projektoplægget til boligbebyggelsen omfatter to bygningsstokke med en højde på mellem to og fire etager, med største højde mod Skamlingvejen og Kolding Fjord. Det er hensigten, at projektet i detaljen indpasses i det eksisterende skråningsareal og tilpasses nabobebyggelserne.

REGION NORDJYLLAND

NØRHALNE

Jammerbugt Kommune planlægger for nyt boligområde i Nørhalne

Jammerbugt Kommune gennemfører nu en indledende høring forud for lokalplanlægning for nye boliger vest for Sulstedvej i Nørhalne. Der indkaldes således idéer og forslag frem til 9. februar.

En privat bygherre ønsker at etablere et boligområde vest for Sulstedvej. Området er i dag ikke rammebelagt, og er dermed ikke med i kommuneplanen. Realisering af ny boligbebyggelse i området kræver derfor en ændring af den gældende kommuneplan i form af et kommuneplantillæg. Herduover skal der udarbejdes en lokalplan.

Lokalplanen skal give mulighed for opførelse af 29 nye parcelhuse. Desuden vil der kunne opføres 12 rækkehuse alternativt fire parcelhuse i den vestligste del af området.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105