23948sdkhjf

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ringsted, Brønderslev, Hjallerup, Løgstør, Aalestrup og på Livø
REGION SJÆLLAND

RINGSTED

Penge til ombygning af kryds og etablering af fodgængerfelt, patruljeblik og buslomme

Ringsted Byråd har godkendt en anlægsbevilling på en halv mio. kroner til etablering af et nyt fodgængerfelt, buslomme og skolepatruljeblink ved Byskovskolen, afdeling Benløse.

Byrådet vedtog i 2014 at etablere fodgængerfelter ved fem skoler, så eksisterende skolepatruljer kunne operere tilfredsstillende. Byskovskolen havde på dette tidspunkt ikke en skolepatrulje, men har efterfølgende udtrykt ønske om at oprette en.

Anlægsarbejdet forventes gennemført i skolernes sommerferie i år med aflevering inden skolestart.

Byrådet har samtidig sagt god for en anlægsbevilling til projektering af en ombygning af krydset Næstvedvej/Jernbanevej. Også her drejer det sig om en bevilling på en halv mio. kroner.

Det meste af Næstvedvej mellem Køgevej og Godsbanevej blev trafiksaneret i 2012, mens strækningen ud for Netto og krydset med Jernbanevej afventede en ny lokalplan for supermarkedet. Lokalplanforslaget foreligger nu til endelig vedtagelse.

Ombygning af krydset forventes blandt andet at omfatte en ekstra svingbane på Næstvedvej, tilpasning af kørebanebredderne og bedre forhold for cyklister.

REGION NORDJYLLAND

BRØNDERSLEV

Nyt areal til parkering og spejderaktiviteter

Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune har sagt god for at igangsætte udarbejdelse af ny lokalplan for området, hvor Thoruphede Spejdercenter holder til.

Thoruphede Spejdercenter ønsker at tilkøbe et areal fra en landbrugsejendom, som skal bruges til parkering og spejderaktiviteter. I den forbindelse skal der både udarbejdes lokalplan og tillæg til kommuneplanen. Udvidelsen vurderes at være en væsentlig ændring af kommuneplanen, og det anbefales at der gennemføres en foroffentlighedsfase.

HJALLERUP

Etablering af islænder-ridestadion på Tryvej ved Hjallerup

Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune har sagt ja til at give landzonetilladelse til et islænderridestadion på Tryvej 18 ved Hjallerup.

Hjallerup Samvirke har på vegne af islænderrideklubben Hekla søgt om etablering af et ridestadion på ejendommen Tryvej 18 ved Hjallerup.

Anlægget skal bestå af to ovalbaner på 250-300 meter i omkreds, et 300 meter langt passpor, en tilskuervold, dommerskure og startbokse samt et klubhus. Dertil kommer tilkørsels- og parkeringsfaciliteter.

LØGSTØR

Molehoved i Vestre Bådhavn i Løgstør skal renoveres

Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune har frigivet 920.000 kroner til renovering af det østlige molehoved i Vestre Bådhavn i Løgstør og 550.000 kroner til renovering af et molehoved i indsejlingen til Løgstør Kanalhavn.

I Vestre Bådhavn er den gamle stålspuns i yderst dårlig tilstand, og den skal erstattes af en 80 mm azobéspuns med kraftig fenderkonstruktion, som samtidig skal reducere bølgepåvirkningen i havnen. I Løgstør Kanalhavn skal de gamle fyrretræspæle, der holder molehovedet, udskiftes med nye greenheart hårdttræspæle, mens de eksisterende granitsten i molehovedet genanvendes og suppleres.

De to renoveringsarbejder udbydes sammen.

AALESTRUP

Grønt åndehul til Aalestrup

Et byfornyelsesprojekt for friarealforbedringer bag ejendommene Vestergade 5-11 i Aalestrup indstilles nu til godkendelse i Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune, og det sker med anbefaling fra Teknik- og Miljøudvalget.

Området skal være et attraktivt grønt åndehul til glæde for ejere og lejere i ejendommene samt borgerne i byen. Fra det kommunalt ejede parkeringsareal syd for området inddrages seks parkeringspladser, og der er desuden reserveret tre offentlige parkeringspladser på bagarealet til ejendommen Vestergade 7.

Det er planen, at arbejdet skal gennemføres i løbet af foråret i år.

Friarealprojektet har en samlet anlægsudgift på 2.260.000 kroner.

LIVØ

Fjernvarmenettet på Livø skal renoveres

Naturstyrelsen har fremsendt et projektforslag for udskiftning af det eksisterende fjernvarmenet på Livø til Vesthimmerlands Kommune.

Styrelsen, som ejer og driver Livø, ønsker at udvikle Livø på en bæredygtig måde, ikke mindst når det gælder energiforsyningen. Livø har ikke noget elkabel til fastlandet, hvilket betyder, at al el og varme skal produceres lokalt på øen.

I dag varetages varmeproduktionen på øen af dieselgeneratorer, en fastbrændselskedel (træ) og en oliekedel. På et tidspunkt vil Naturstyrelsen udskifte ovenstående med et nyt og bæredygtigt biogasanlæg.

Der er allerede i dag et fjernvarmenet på Livø, men nettet er gammelt og utidssvarende og vurderes at have et meget stort varmetab, hvilket vil reduceres ved den planlagte renovering. I forbindelse med at fjernvarmenettet udskiftes, skal yderligere to boliger kobles på fjernvarmenettet.

Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune har godkendt det fremsendte projektforslag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109