23948sdkhjf

Slangerne kommer hurtigere i jorden

Specialbygget maskine styrker Engtoft Entreprises satsning på jordvarmeanlæg. Den skal gøre arbejdet langt hurtigere og øge effektiviteten i den lille virksomhed, der består af ejer Lars Hansen og en enkelt ansat
Engtoft Entreprise i det sydøstlige Sjælland er specialister i arbejdet med jordvarmeanlæg, hvor slanger graves ned i en meters dybde. For at stå stærkere i konkurrencen – og for at kunne øge omsætningen i den lille virksomhed – har ejer Lars Hansen valgt at satse på at modernisere maskinparken.

”Vi kører en lille virksomhed med mig og en medarbejder. Men det gamle grej var nedslidt, og jeg kunne se, at jeg måtte stramme op for at få mere gang i butikken. Det skal forstås således, at jeg skal hæve omsætningen, og det kan kun ske ved at nå noget mere”, siger Lars Hansen til Licitationen - Byggeriets Dagblad. Han driver et landbrug ved siden af og har desuden nogle traktorer, som han udfører vintertjeneste med.

Sidste år anskaffede han sig en ny Hydrema-rendegraver, og nu var turen så kommet til gravemaskinen. Faktisk gjorde rendegraverkøbet, at firmaet i seneste regnskab kom ud med et mindre underskud, men det bekymrer ikke Lars Hansen så meget.

God efterspørgsel

”Der er rigtig god efterspørgsel på at nedgrave jordvarmeanlæg, altså de slanger der skal ligge i jorden. De skal 80-110 cm ned, og den gamle og noget slidte gravemaskine kunne ikke rigtigt levere varen mere. Den kunne godt bruges, men var ikke effektiv nok til at nå det, vi skal”, siger Lars Hansen.

Han tilføjer, at det kun er købet af maskinen sidste år, der har gjort et indhug i regnskabet.

”Efterspørgslen er der, ordrerne er der også, så det skal vi nok klare. Og med den maskine, vi nu har fået ind, kommer det til at gå meget mere effektivt, siger Lars Hansen til Licitationen.

Maskinen, han netop har anskaffet, en ny 14-tons Hitachi ZX135US-5B gravemaskine, der er ombygget med Engcon-rotator for at kunne løse opgaven med nedpløjningen af slanger.

Grønt marked i vækst

Virksomheden i Hårlev syd for Køge oplever stor travlhed og vækst på markedet for den ’grønne’ jordvarme.

Opgaverne går fra at nedlægge 250 meter jordvarmeslanger i almindelige parcelhushaver til forespørgsler på 10.000 meter store anlæg.

”Vores nuværende maskine er efterhånden blevet 20 år gammel, så store opgaver vil udfordre den for meget. Alene i sidste regnskabsår løb omkostningerne til reparationer og vedligehold op i et sekscifret beløb, så derfor har vi valgt at udskifte den,” fortæller Lars Hansen.

Han vurderer, at den nye Hitachi ZX135US-5B vil kunne arbejde dobbelt så hurtigt som den gamle maskine.

”Det bliver nyt for os, og vi er spændte på, hvad den ekstra effektivitet med en stærkere maskine vil give os. En klar fordel er, at den også kan grave, hvor vi med den gamle har været mere låst. Den var stort set kun egnet til at pløje slanger ned, så nu får vi flere muligheder. Samtidig er det lettere og billigere at transportere den nye maskine, for eksempel når vi arbejder for kunder inde i byen. Den kræver ikke blokvogn eller særlige tilladelser, men kan køres på en almindelig treakslet lastbil, fordi den er under 2,85 meter bred”, siger han.

Udsigt til store besparelser

Maskinens brændstoføkonomi og udsigten til store besparelser på vedligehold har også været vigtige for valget, ligesom den nye Hitachi er mere miljøvenlig med lavere emissioner.

”Når vi arbejder med grønne energiløsninger, skal maskinerne ikke svine. For eksempel betyder de nye motorer, at det nu er helt slut med de mange minutter i tomgang for at varme op,” påpeger Lars Hansen.

Han arbejder for alle der skal have lavet jordvarme. Men typisk er det entreprenørerne, der bygger husene, som ringer for at få klaret arbejdet med slangerne. En af de store kunder er HHM i Hillerød.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.155