DAGENS LEDER: Togfond på banen
Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad
Man kunne næsten tro, at der er gået solkurver i skinnerne for der er reelt tale om slingrekurs, når det kommer til investeringen i jernbane-infrastrukturen. Togfonden og dens udmøntning eller mangel på samme giver en højt uhensigtsmæssig stop-go effekt, som vi indtil nu kun har set det værre i forhold til boligjobordningen.
Der mangler ganske vist nogle milliarder i togfonden, der jo er finansieret af Nordsøolien, men det må politikerne så forholde sig til, og så melde klart ud om, hvorvidt investeringen skal igangsættes, eller vi skal vente, eller bare helt glemme det.
Uanset hvad, så er det fortsat en rigtig god idé at styrke landets infrastruktur, for det øger mobiliteten, og er med til at skabe vækst, også ude i de tungere områder. Med den stærkt tiltagende trafik, især omkring de store byer, så er det virkeligt ved at være på høje tid at få gjort investeringer, der kan lette folks hverdag. Hvis der ikke er råd til at sætte hele projektet i værk på en gang, så må man opdele det i etaper, og så få det sat i værk.
Men nogen skal tage beslutningen. Man var hurtig, da Aalborg fik fjernet tilskuddet til en ellers meget tiltrængt letbane.
Men infrastrukturen mellem byerne bør prioriteres, fordi det styrker væksten, og fordi de lave oliepriser har en anden effekt, nemlig at flere vælger bilen, og presset på vore veje øges. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Ikke mindst af miljømæssige årsager.