23948sdkhjf

Skrotning af Energisparerådet møder kritik

Det er en dårlig idé at omdanne Energisparerådet til to paneler, mener Socialdemokraterne og Alternativet. DF har ikke taget stilling
Regeringens planer om at nedlægge Energisparerådet vækker ikke ligefrem begejstring på Christiansborg.

Begrundelsen for at nedlægge rådet er, at det i sin nuværende form er præget af mange forskelligartede aktører med forskellige fokusområder og forskellige interesser, og at det derfor er svært at leve op til formålet om at yde rådgivning til energi-, forsynings- og klimaministeren.

Men netop den brede sammensætning af medlemmer fra forskellige brancher og organisationer med forskellige interesser er en af Energisparerådets styrker, mener socialdemokraternes energi- og klimaordfører, Jens Joel.

”Vi vil gerne være med til at diskutere rådets arbejde, og om det kan gøres bedre, men vi støtter ikke, at man nedlægger det på det nuværende grundlag. Det er en god ting, at branchen kan mødes jævnligt og diskutere, hvordan man kan løse de her problemstillinger, og det er mit indtryk, at man både på arbejdsgivernes side og hos ngo’erne har været glade for rådets arbejde”, siger han.

Bredt sammensat

I stedet for Energisparerådet lægger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) op til at danne to paneler - et husholdnings- og bygningspanel og et erhvervspanel. Modsat Energisparerådet skal panelerne ikke forankres i en konkret lovgivning og kan dermed aktiveres efter behov og med variabel sammensætning.

En sådan konstruktion, mener Jens Joel, er problematisk.

”Det er uklart, hvad der her bliver lagt op til, men man kan ikke sammensætte et panel af folk, der er enige med en selv. For mig er det vigtigt, at det bliver bredt sammensat af folk med forskellige interesser - ligesom Energisparerådet er i dag”, siger han.

Vigtigt med stærk struktur

Også Alternativets ordfører for natur, miljø og ressourcer, Christian Poll, er skeptisk over for regeringens udmelding.

”Hvis ikke vi kan bevare Energisparerådet, så skal vi i hvert fald have noget i den retning. Umiddelbart kan det virke som om, ministeren ønsker et svagere råd med en mindre stærk struktur. Vi mener, det er vigtigt med et stærkt råd, der kan komme med uafhængige anbefalinger på området”, siger han.

Hos Dansk Folkeparti melder klima- og energiordfører Mikkel Dencker, at partiet endnu ikke har besluttet sig i sagen.

”Vi har ikke set tilstrækkeligt fra regeringen til at kunne tage stilling”, siger han.

Det er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets vurdering, at Energisparerådet ikke er direkte forligsbundet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112