23948sdkhjf

C.C. Contractor opfører første bygning i ny bydel

Entreprenøren er med i et team, der bygger hal til springgymnastik i ny bydel ved København
Til foråret begynder byggeriet af den første bygning i den kommende bydel NærHeden i Hedehusene ved København. En ny hal til springgymnastik bliver startskuddet til byggeriet af bydelen, der de næste 20 år skal udvikles med boliger og erhverv.

Springcentret er tegnet af et team bestående af C.C. Contractor A/S, Cubo Arkitekter A/S, Midtconsult P/S og Mutopia Aps, der vandt projektet i kamp med to andre konsortier efter en forudgående prækvalifikation.

Projektet består af en springhal og to rytmesale, der både kan bruges hver for sig og samlet. Der bliver indrettet en forældrelounge, som bliver husets hjerte med udsyn over hele springcentret, og der vil være klublokale, mødelokale, depoter, omklædningsfaciliteter mv.

Tårn bliver centrum

Som noget særligt får springcentret et 14 meter højt tårn, som bliver et ”landmark” i området - både under udviklingen af den nye bydel og senere som en attraktion for områdets beboere. Tårnet bliver udstyret med en klatrevæg, og det vil være offentligt tilgængeligt, så alle har mulighed for at nyde udsigten over NærHeden og Hedehusene.

”Det nye springcenter bliver en kickstart af NærHeden og det første, synlige tegn på, at den nye bydel er på vej. Samtidig med, at vi vil skabe et stærkt, fælles miljø for vores dygtige gymnastikforeninger, har byrådet også lagt afgørende vægt på, at springcentret bliver en aktiv og integreret del af livet i den nye bydel”, siger borgmester i Høje Taastrup Kommune, Michael Ziegler (C), i en pressemeddelelse.

Tæt samarbejde

Kommunen har arbejdet tæt sammen med udviklingsselskabet NærHeden P/S omkring placeringen af springcenteret, og byrådet har bevilget 32 mio. kroner til projektet mens NærHeden finansierer klatretårnet, som koster godt 600.000 kroner at opføre.

Springcentret placeres centralt på det grønne Loop, som skal binde NærHeden og det eksisterende Hedehusene sammen, og der bliver således nem adgang til det nye springcenter fra stationen. Springcentret bliver placeret i den såkaldte læringsklynge – et af de fire kraftcentre i Loopet – hvor en kommende nye skole også bliver bygget.

Udbuddet
Høje-Taastrup Kommune sendte i foråret den kommende hal til springgymnastik i udbud og modtog 16 forslag. Heraf blev teams udvalgt til at afgive et tilbud, og kommunen modtog tre tilbud fra:
• C.C. Contractor A/S, Cubo Arkitekter A/S, Midtconsult P/S og Mutopia Aps
• Westergaard Nielsen ApS og Mangor & Nagel
• Dansk Halbyggeri A/S og BBP Arkitekter
Konsortiet med C.C. Contractor vandt udbuddet
Kilde: Høje Taastrup Kommune
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11