23948sdkhjf

Ordrebogen bugner hos B. Nygaard Sørensen A/S

Sidste års store underskud er vendt til et plus hos B. Nygaard Sørensen A/S, som forventer yderligere fremgang i 2015/2016
Ordrebogen er fyldt til bristepunktet hos entreprenørvirksomheden B. Nygaard Sørensen A/S, som ved udgangen af september i år allerede havde hentet 115 procent af det kommende regnskabsårs budget.

Det fremgår af årsrapporten for 2014/15, som viser en fremgang i omsætningen på seks procent til 719 mio. kroner, mens det foregående regnskabs underskud på 24,5 mio. kroner er vendt til et plus på 16,3 mio. kroner før skat.

Herlev-entreprenøren havde egentlig budgetteret med endnu større fremgang i 2014/15, men da flere vundne sager er blevet udskudt, kan aktiviteterne herfra altså først bogføres i regnskabsåret 2015/16, som formelt blev indledt 1. oktober i år.

2014/15-resultatet betegnes af ledelsen som tilfredsstillende, selv om overskudsgraden kun når op på 1,87 procent og dermed knap det halve af, hvad ambitionen lyder på.

”Vi sigter efter at ligge på omkring fire procent. Det er der, vi ligger nu. Og så må vi se, hvordan det kommer til at gå. Det er aldrig til at vide i den her branche. Men vi er nødt til at insistere på, at vi skal tjene penge på opgaverne,” sagde således adm. direktør Mikkel Baastrup til Licitationen – Byggeriets Dagblad i juni.

Til finans.dk har BNS-direktøren sagt, at målet er at vokse med 5-10 procent årligt, mens rentabiliteten følger med. Og så skal risikovilligheden sættes i system, så BNS ikke tager opgaver ind, som er større end 20 procent af virksomhedens omsætning.

Opfører almene boliger

BNS blev i sidste uge prækvalificeret til opførelse af 88 almene boliger, som opføres af Vestsjællands Almene Boligselskab på den tidligere Danish Crown-grund i Holbæk, mens det er mindre end en måned siden, der var første spadestik på byggeriet af 110 boliger til sindslidende og handicappede borgere på Robert Jakobsens Vej på Amager, hvor BNS er totalentreprenør.

Det er desværre ikke lykkedes for Licitationen – Byggeriets Dagblad at få en kommentar til regnskabet fra adm. direktør Mikkel Baastrup før avisens deadline.

B. Nygaard Sørensen A/S
Mio. kroner
2013/14 2014/15
Nettoomsætning 678,3 719,2
Driftsresultat -28,7 13,4
Resultat før skat -24,5 16,3
Årets resultat -18,2 12,7
Egenkapital 29,3 57,0
Antal ansatte 99 109

Regnskabet blev afsluttet 30. september 2015
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125