23948sdkhjf

Politisk aftale sikrer hurtigere byggesagsbehandling

For at skabe vækst i virksomhederne skal kommunerne fremover sænke sagsbehandlingstiden på byggesager. Positivt, mener Håndværksrådet
Fremover må det ikke tage længere end 60 dage, at godkende en kompliceret byggesag.

Det står klart efter, at Venstre-regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har indgået en aftale om at sænke sagsbehandlingstiden på både miljøgodkendelser og byggesager.

Aftalen er en opfølgning på økonomiaftalen for 2015 og er samtidig i overensstemmelse med aftale om en vækstpakke mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre fra juni 2014.

Formålet er blandt andet, at skabe vækst i virksomhederne, forklarer miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V):

”Hurtigere sagsbehandling er godt for både virksomheder og miljøet. Med aftalen vil virksomhederne hurtigere kunne omstille sig og for eksempel udvide produktionen og indføre ny, miljøvenlig teknologi. Nu forpligter kommunerne sig til at fortsætte og fastholde den gode udvikling i de kommende år”.

God service

Borgmester i Kolding og formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg Jørn Pedersen (V) glæder sig over, at aftalen er med til at sikre forudsigelighed for borgere og virksomheder, så de ved, hvad de kan forvente og regne med, når de har en sag, der skal behandles.

”I kommunerne er vi optaget af at sikre god service for vores borgere og virksomheder. En vigtig del af det er at styrke vores sagsbehandling og sikre, at borgere og virksomheder oplever god kvalitet og effektivitet. Denne aftale og de afsatte midler betyder, at vi kan fortsætte med at styrke den gode indsats og udvikling”, siger han.

Uden menneskeøjne

Hos Håndværksrådet kalder chefkonsulent Lars Magnus Christensen det for positivt, at man nu sætter mål for sagsbehandlingen, men havde gerne set at aftalen også havde indeholdt straksgodkendelser.

”Digitalt kan man få godkendelser per automatik og uden, at der kommer menneskeøjne på. Det kunne have en været en god mulighed i forhold til de helt små sager”, siger han.

Lars Magnus Christensen understreger dog at, ethvert initiativ, der kan gøre sagsbehandlingen hurtigere, er et skridt i den rigtige retning.

”Vi har set en række skrækeksempler på, at kommunernes sagsbehandling har trukket ud meget længe. Det vigtige er nu, at de kommuner, der allerede er hurtige ikke benytter den her aftale til at slække på det, men at det i stedet er de langsomme kommuner, der nu må stramme sig an”, siger han.

Med aftalen udmøntes 154 mio. kroner til kommunerne., der går til at nedbringe sagsbehandlingstiderne.

Hurtigere sagsbehandling
Målet med aftalen er, at nedbringe sagsbehandlingstiderne for erhvervsrettede myndighedsopgaver med en tredjedel i 2016 i forhold til 2012, mens der samtidig tages højde for den reduktion i sagsbehandlingstiderne, der er sket siden 2012.
Med aftalen forpligter kommunerne sig til en række konkrete servicemål for sagsbehandlingstiden for byggesager og for miljøgodkendelser af virksomheder:
Miljøgodkendelse for mindre miljøbelastende virksomheder: 130 dage
Miljøgodkendelse for store og komplekse virksomheder: 200 dage
Miljøgodkendelse for arealsager: 160 dage
Byggesager for mindre kompliceret byggeri: 40 dage
Byggesager for mere kompliceret byggeri: 50-60 dage
Servicemålene er alene mål. Enkelte sager kan altså godt tage længere tid, idet tiderne angives som gennemsnitstider.
Med aftalen udmøntes 154 mio. kroner til kommunerne, der går til at nedbringe sagsbehandlingstiderne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172