Hededanmark får ny mand ved roret
Fra nytår overtager Lars Herman Petersen rollen som adm. direktør for Danmarks største servicevirksomhed på det grønne område efter Carsten With Thygesen, der har ønsket at fratræde sin stilling efter 18 år på posten
Servicevirksomheden har derfor haft brug for en ny mand til at lede virksomheden og har haft kontaktet Lars Hermann Petersen, der har takket ja til at stå ved roret.
Han kommer fra en stilling som adm. direktør i Dan-Foam, der er ejet af Tempur, som er verdens største producent og leverandør af madrasser, puder og lignende.
I Dan-Foam har Lars Herman Petersen blandt andet haft ansvaret for virksomhedens internationalisering, salgsfunktioner og organisationsudvikling.
Han har en teknisk-faglig baggrund og har gennem knap 25 år varetaget en række ledende stillinger i virksomheder som Grundfos, Oticon og Stena Recycling samt gennemført forskellige lederuddannelser – herunder en MBA i international management - sideløbende med sin erhvervskarriere.
”Kombinationen af solid erfaring, stærk virksomhedsfaglig viden og teoretisk fundament udgør det helt rette grundlag for at kunne sikre Hededanmarks fortsatte positive udvikling som en grøn servicevirksomhed ikke alene i Danmark men også internationalt”, siger Lars Johansson, bestyrelsesformand i Hededanmark i en pressemeddelelse.
Tre områder på radaren
Med jobbet som adm. direktør for Hededanmark følger således fra 1. januar netop ansvaret for at sikre fortsat profitabel vækst i virksomhedens forskellige markeder. Herunder også ansvaret for den løbende produktudvikling.
”Jeg er meget beæret over at skulle overtage efter Carsten. Jeg overtager en virksomhed, som er i rigtig god gænge”, siger Lars Herman Petersen til Licitationen - Byggeriets Dagblad og fremhæver tre områder, som står højt på hans ”radar”, og som allerede er en del af virksomhedens strategiplan.
Det gælder lønsomhed, innovation og nye produkter samt internationalisering.
”Jeg går ydmygt til opgaven, som jeg er stillet overfor og skal selvfølgelig bruge noget tid til at komme ind i det. Hededanmark er en stor butik”, fortsætter han og fremhæver det at gøre forretning, miljø og genanvendelse samt natur som tre af hans hjertebørn, som han får mulighed for at kombinere i virksomheden.
Træner frem for spiller
Han ser frem til samarbejdet med medarbejderne, og betegner sig selv som en involverende og delegerende leder.
”Jeg er den type, som er meget involverende og delegerende. Jeg er mere træner end spiller på holdet i den forstand, at jeg er den, der lægger strategien og følger op. Jeg skal ikke spille kampen men facilitere, at sten fjernes på vejen for medarbejderne”, siger han og understreger, at den største udfordring og målet er vækst.
”Hededanmark er en virksomhed, der er større om fem år”, siger han.
Carsten With Thygesen står til rådighed for Hededanmark frem til udgangen af februar for at sikre den bedste mulige overlevering til Lars Herman Petersen.