Familieejet nedriver henter professionel bestyrelsesformand
Lars-Christian Brask bliver ny bestyrelsesformand i nedrivningsfirmaet LH Hockerup A/S i Roskilde
Den lokale erhvervs- og finansmand Lars-Christian Brask bliver ny formand for bestyrelsen i den familieejede virksomhed, og tiltaget sker for at få nye øjne på virksomheden og hente ny viden og inspiration til at skærpe fokus på forretningen.
”Vi forventer yderligere vækst i de kommende år, og det er blandt andet i den forbindelse, at både direktion og bestyrelse styrkes med erfarne kræfter udefra, så potentialet i virksomheden kan identificeres og udnyttes bedst muligt”, siger entreprenør Lasse Hockerup, som sammen med sine forældre Ingelise og Henning Hockerup ejer virksomheden og indtil for nylig også har udgjort bestyrelsen.
Kender branchen
Den 52-årige Lars-Christian Brask afløser Ingelise Hockerup, der træder ud af bestyrelsen. Han sidder i øjeblikket for bordenden i seks andre virksomheder med ejerforhold og traditioner som hos LH Hockerup og er godt kendt med bygge- og anlægsbranchen.
Han er i forvejen bestyrelsesformand i LM Byg A/S samt tømrerfirmaet Egon Olsen & Søn A/S
”Bestyrelsesarbejdet i LH Hockerup A/S er en opgave, jeg glæder mig til at gå til med entusiasme og energi. Virksomheden er allerede godt ledet, så der bliver ikke tale om revolutioner og store omvæltninger, men snarere fin-tuning og forædling af et yderst relevant virksomhedskoncept”, fastslår Lars-Christian Brask, som samtidig mener, at LH Hockerup i fremtiden kommer til at spille en betydelig rolle i den samfunds- og miljømæssige cirkulære økonomi.
Overtog firma i september
Henning Hockerup er stadig med i driften af nedrivningsvirksomheden og fortsætter i bestyrelsen. Han har i de senere år droslet væsentligt ned, og med rettidig omhu har familien løbende gearet virksomheden til fremtiden.
Lasse Hockerup står således i dag i spidsen for virksomheden med en stærk ledergruppe omkring sig. Sidste år hentede han Jan Langkjær ind som direktør, og det var blandt andet med ham i front, at LH Hockerup i september i år købte den mangeårige samarbejdspartner diamantskærefirmaet M. Niemann i Ringsted.
LH Hockerup A/S omsatte i 2014 for over 120 mio. kroner og landede i regnskabsåret 2014/2015 en bruttofortjeneste på 17 mio. kroner og et resultat før skat på 3,4 mio. kroner.