23948sdkhjf

Hver 10. ung mangler job og uddannelse

Samtidig mangler byggeriet faglært arbejdskraft. Men de to parter matcher ikke nødvendigvis hinanden, mener Dansk Byggeri
Mere end 170.000 unge under 30 år var hverken i arbejde eller under uddannelse i slutningen af 2014.

Og af de 170.000 unge, der hverken er i job eller uddannelse, har de 100.000 været udenfor i mindst seks måneder. Det svarer til hver 10. ung under 30 år og blandt de unge over 18 år svarer det til hver ottende, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Samtidig viser en spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Statistik, at 16 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne i sidste måned oplevede at mangel på arbejdskraft var en produktionsbegrænsende faktor.

Ind som ufaglært

Det tyder på et arbejdsmarked i ubalance, mener Heike Hoffmann, chefkonsulent i Håndværksrådet, der gerne ser, at byggebranchen tager nogle af de unge ledige ind.

”Man skal ikke presse de unge ned i halsen på virksomhederne, men man kan heller ikke konkludere, at ingen af dem kan bruges. Derfor er det værd at prøve kræfter med den her gruppe. Det kan for eksempel ske ved, at man tager dem ind - i første omgang som ufaglært arbejdskraft og så senere som voksenlærlinge eller man opretter en læreplads”, siger hun.

Heike Hoffmann mener især, det er de virksomheder, der halter bagud med lærepladser, der bør tage et ansvar.

”De virksomheder, der i forvejen tager lærlinge, behøver ikke tage flere. Det er dem, der i dag ikke tager lærlinge, der bør tage nogle af de unge ind, som i dag ikke er i gang med noget. Kun på den måde kan man sikre sig, at der i fremtiden er tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft”, mener hun.

Vigtigt med mellemstation

Underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl, mener ikke nødvendigvis, at de unge uden for arbejdsmarkedet matcher byggeriets behov for arbejdskraft.

”De unge byggebranchen gerne vil tiltrække, skal kunne komme ind på en erhvervsuddannelse. En af styrkerne ved erhvervsuddannelsesreformen er, at den sikrer, at dem der bliver optaget, er dem, der er uddannelsesparate og motiverede. Vi skal ikke tilbage til, at erhvervsskolerne skal løse en masse sociale udfordringer”, siger hun.

Der skal derfor være en mellemstation inden de unge bliver optaget på erhvervsskolerne, mener Louise Pihl.

”Den her gruppe kan man ikke fylde direkte ind på erhvervsskolerne eller ud i virksomhederne. Derfor kan et forløb på en produktionsskole eller en virksomhedspraktik være en måde, at gøre de unge mere uddannelsesparate på”, siger hun.

AE-rådets analyse viser desuden, at næsten to ud af tre af de 170.000 unge har ikke anden uddannelse end en grundskoleuddannelse og tre ud af fire har ikke nogen erhvervskompetencegivende uddannelse.

I Nordjylland har Outline Vinduer taget udfordringen op .
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093