23948sdkhjf

Nye anlægopgaver på vej

Læs i dag om opgaver i Islev, Ringsted, Svendborg, Favrskov, Nim og Randers
REGION HOVEDSTADEN

ISLEV: I forlængelse af ombygningen af Islev Torv i Rødovre Kommune søges midler frigivet til projektering af Islevbrovej fra rundkørslen til torvet. Projekteringen vil tage udgangspunkt i et projektforslag for ID-Linjen fra marts 2014. ID-Linjen kendetegnes ved en rød løber, der udføres i specialfremstillede røde teglklinker. Den røde løber skal fungere som fortov i den nordlige side og bliver det gennemgående element på hele ID-Linjen fra Vestvolden i øst til den nye letbanestation i vest.

I projektforslaget er der lagt op til etablering af en dobbeltrettet cykelsti i den nordlige side af Islevbrovej.

Teknisk Forvaltning forventer at detailprojektering af Islevbrovej fra rundkørslen til torvet inklusive udarbejdelse af udbudsmateriale kan gennemføres for 500.000 kroner.

Teknik- og Miljøudvalget, der havde sagen på dagsordenen forleden, anbefaler, at der frigives 500.000 kroner til projekteringen.

Et detailprojekt forventes at være klar til politisk godkendelse til foråret, og anlægsarbejdet forventes gennemført i perioden fra august til december 2016.

REGION SJÆLLAND

RINGSTED: Ringsted Byråd har bevilget 750.000 kroner til projektering af de første tiltag i Trafikplan for Ringsted Syd.

Trafikplan for Ringsted Syd indeholder 11 prioriterede tiltag på kommunevejene. Af disse 11 er der i budgetårene 2015 og 2016 rådighedsbeløb til de første fem, som omfatter hele forbindelsen fra Næstvedvej over Søndervang og Søndre Parkvej til Ahorn Allé ved Klostermarkskirken. De fem tiltag handler om kryds Søndervang og Søndre Parkvej, kryds Ahorn Allé og Søndre Parkvej, kryds Søndervang og Næstvedvej, cykelstier på Søndervang og cykelstier på Søndre Parkvej.

De fem tiltag forventes gennemført i samarbejde med Ringsted Forsyning, da trafiksaneringen af Søndre Parkvej er sammenfaldende med forestående ledningsarbejder.

Efter bevillingen på de 750.000 kroner resterer der i år et rådighedsbeløb på 2,075 mio. kroner. Derudover er der som led i budgetaftalen for 2016 afsat yderligere 6,3 mio. kroner i 2016 samt 4,05 mio. kroner i 2018.

REGION SYDDANMARK

SVENDBORG: I 2011 lukkede jernbaneoverskæringen, der deler Skattergade i Svendborg. Beslutningen var en del af en samlet løsning for opgradering af af sikkerheden på jernbanestrækningen i Svendborg by. Der har siden været et stærkt ønske fra blandt andet beboerforeningen i Skattergade for at få åbnet overskæringen, og nu anbefaler den kommunale direktion, at kommunen får klarlagt de reelle omkostninger og muligheder for at etablere en overgang ved jernbanen/Skattergade.

Såfremt der er politisk opbakning til anbefalingen, indstiller direktionen, at der reserveres tre mio. kroner til projektet via de almindelige byfornyelsesmidler.

Foreløbig har Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget haft sagen til behandling, og her er der opbakning til projektet.

REGION MIDTJYLLAND

FAVRSKOV: Farvskov Byråd har godkendt en samlet anlægsbevilling på 30.388.000 kroner til mindre anlægsprojekter i budget 2016-19. Blandt projekterne indgår byggeriet af nyt botilbud og aktivitetstilbud på Elbæk Allé i Hadsten, hvor der skal bruges anlægsbevilling på netto 2,618 mio. kroner, og genopretning af asfaltbelægninger, hvor kommunen vil bruge tre mio. kroner. Der er blandt andet også reserveret 1,6 mio. kroner til renovering af broer, 800.000 kroner til renovering af fortove og 500.000 kroner til belægninger og udearealer ved kommunale institutioner samt 500.000 kroner til vedligeholdelse af legepladser med mere i dag­instutioner og skoler.

NIM: Horsens Byråd har vedtaget Lokalplan 2015-18, Nim i byzone, Nim endeligt.

Lokalplanen er udarbejdet, fordi Nim ligger i landzone, men hører til i byzone på grund af dens størrelse. Samtidig ønskes der mulighed for at kunne udbyde nye byggegrunde, og for at der kan ske en tilpasning til klimaændringerne for at undgå oversvømmelser.

RANDERS: Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har vedtaget tillæg til spildevandsplanen for Ammelhede, Virring og Floes endeligt.

På nuværende tidspunkt er de tre byer fælleskloakeret. Hver enkelt ejendom har bundfældningstank, hvorfra spildevand ledes i et fælles system til de lokale vandløb, med undtagelse af Virring hvor der sker en yderligere rensning i en form for rodzoneanlæg. Nu er det imidlertid meningen, at kloakeringen i byerne skal ændres til separatkloakering med central rensning af spildevand. Samtidig planlægges der etableret regnvandsbassiner ved Virring og Floes. Randers Spildevand oplyser, at de forventer at indgå frivillige aftaler med lodsejerne om køb af arealerne. Ændringerne muliggør kloakering af yderligere ejendomme, som i dag ligger udenfor kloakeret område.

RANDERS: Randers Kommune overtog sidst i 80’erne den tidligere jernbanebro - Den Blå Bro - og etablerede en hovedstiforbindelse over Gudenåen. Broen er i dens nuværende udformning et vartegn for byen.

Broen blev hovedrenoveret i 1994/95, men uden stålreparationer, og der er i løbet af årene udviklet en del rust på stålkonstruktionerne. Siden 1995 er der kun foretaget små reparationer med maling, men i forsommeren 2015 blev belægningen og bjælkerne udskiftet.

Der er i overslagsårene 2016-2019 i alt afsat otte mio. kroner til istandsættelse af Den Blå Bro. For at kunne udbyde renoveringen i 2016 i en samlet entreprise og dermed opnå mulighed for at få en økonomisk fordelagtig pris foreslår forvaltningen, at de afsatte budgetmidler i 2017, 2018 og 2019 fremrykkes til 2016 og at det samlede beløb i overslagsårene på otte mio. kroner frigives.

Miljø- og teknikudvalget bakker op om forvaltningens forslag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094