23948sdkhjf

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om nye anlægsprojekter på Frederiksberg, i Hvidovre, Randers, Hammel og Hirtshals
Redigeret af Charlotte Westh

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG: Frederiksberg Kommunalbestyrelse har vedtaget et forslag fra rådmand Simon Aggesen om etablering af grønne byporte.

Forslaget går ud på, at der etableres grønne byporte i form af større belyste vejtræer ved hovedindfaldsvejene til Frederiksberg.

I budgetvedtagelsen for 2016 er der fra 2017 og frem allerede afsat 500.000 kroner årligt til træer ved kommunens indkørselsveje. På den baggrund kan der i 2016 udarbejdes et konkret forslag til grønne byporte med henblik på etablering fra 2017.

HVIDOVRE: Hvidovre Kommune har på næste års budget afsat et rådighedsbeløb på 610.000 kroner til Hvidovre Kirkeplads ny gangbane, og de søges nu frigivet af Hvidovre Kommunalbestyrelse, som ser på sagen i dag.

På Hvidovre Kirkeplads findes der i dag en flot brostensbelægning, der dækker hele kirkepladsen mellem kirkemuren, Rytterskolen og Magistergården. Belægningen er ujævn og til stor gene for kørestols- og rollatorbrugere. Det er planen, at der skal etableres tre rækker granit bordursten med en samlet bredde på 90 cm parallelt med kirkegårdsmuren fra Hvidovrevej til kirkegårdsindgangen. Der bliver også etableret opmærksomhedsfelter, så blinde kan finde vej. Endelig kommer der ny belysning.

REGION MIDTJYLLAND

RANDERS: Randers Kommune overtog sidst i 80’erne den tidligere jernbanebro - Den Blå Bro - og etablerede en hovedstiforbindelse over Gudenåen. Broen er i dens nuværende udformning et vartegn for byen.

Broen blev hovedrenoveret i 1994/95, men uden stålreparationer, og der er i løbet af årene udviklet en del rust på stålkonstruktionerne. Siden 1995 er der kun foretaget små reparationer med maling, men i forsommeren 2015 blev belægningen og bjælkerne udskiftet.

Der er i overslagsårene 2016-2019 i alt afsat otte mio. kroner til istandsættelse af Den Blå Bro. For at kunne udbyde renoveringen i 2016 i en samlet entreprise og dermed opnå mulighed for at få en økonomisk fordelagtig pris foreslår forvaltningen, at de afsatte budgetmidler i 2017, 2018 og 2019 fremrykkes til 2016 og at det samlede beløb i overslagsårene på otte mio. kroner frigives.

Miljø- og teknikudvalget bakker op om forvaltningens forslag.

HAMMEL: Favrskov Byråd skal på sit møde i dag tage stilling til frigivelse af en anlægsbevilling på 4,5 mio. kroner til realisering af etape 0 i masterplanen for Dommerparken i Hammel.

Realiseringen af Masterplanen for byomdannelses­området i Hammel er opdelt i seks etaper. De tre første etaper, 0A, 0B og 0C, indebærer, at byomdannelses­området i løbet af budget­årene 2015-2016 klargøres ved etablering af udvalgte grønne områder og rekreative forbindelser gennem området. Herudover åbnes mulighed for midlertidig anvendelse af to eksisterende bygninger i området.

Teknik og Kultur søger om frigivelse af en anlægsbevilling på i alt netto 3,5 mio. kroner til realisering af etape 0A, 0B og 0C.

Etaperne 0A, 0B og 0C omfatter blandt andet undersøgelser af jordforurening, oprensning af jordforurening, miljøscreening af nuværende og fremtidige kommunalt ejede ejendomme, nedrivning af Fabriksvej 1, 8 og 10 samt Vadstedvej 17, etablering af midlertidige aktiviteter, etablering af grønne områder og jordkøb i den forbindelse, stier og belægninger.

Realiseringen af masterplanens etape 0 forudsætter udarbejdelse af en ny lokalplan. Mindre dele kan eventuelt realiseres ved en række dispensationer fra den gældende lokalplan. Forslag til ny lokalplan forventes fremlagt primo 2016.

REGION NORDJYLLAND

HIRTSHALS: Hjørring Byråd skal på sit møde på torsdag beslutte, om proces og programudarbejdelse for områdefornyelse i Hirtshals skal sættes i gang.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har reserveret 4,5 mio. kroner til områdefornyelse i Hirtshals, og et program for områdefornyelsen skal senest 1. september næste år være politisk behandlet og godkendt.

Et centralt element i udarbejdelsen af programmet for områdefornyelsen er etablering af forpligtende samarbejder med borgere og andre relevante aktører og interessenter. Som en del af dette forpligtende samarbejde er Hjørring Kommune inviteret til at deltage i et forsøgsprojekt, som vedrører etablering af Business Improvement Districts (BID). Forsøgsprojektet er foranstaltet af Realdania og Kommunernes Landsforening.

BID er en model for offentlige-private partnerskaber, som er vidt udbredt i udlandet. Et BID er et initiativ som igangsættes af forretningsindehavere og/eller ejendomsejere, som har en fælles interesse i at forskønne og opgradere et givet lokalområde og ad den vej skabe værdi for de deltagende medlemmer, i form af for eksempel øget omsætning og højere ejendomspriser. Aktuelt er der i Danmark ikke lovhjemmel til at etablere BIDs, hvor samtlige medlemmer i et afgrænset område skal betale obligatorisk kontingent. Realdania og KL arbejder sammen med de deltagende kommuner om at etablere projektet som frikommuneforsøg. Det er denne proces, som Hjørring Kommune er inviteret til at deltage i sammen med Københavns, Gladsaxe, Odense, Varde, Halsnæs og Aalborg Kommune.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094