23948sdkhjf

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om nye byggeprojekter på Frederiksberg, i Randers, Aarhus, Hjørring, Hjallerup og Brønderslev
REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG: Frederiksberg Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 192 for boliger og daginstitution ved Rahbeks Allé 15-19 endeligt.

Lokalplan 192 giver mulighed for opførelse af ny boligbebyggelse ved Rahbeks Allé 15-17 samt opførelse af en ny daginstitution ved Rahbeks Allé 19. Derudover giver lokalplanen mulighed for etablering af et nyt grønt offentligt anlæg ved Rahbeks Allé 17.

I den samlede plan for området er begge de bevaringsværdige villaer ved Rahbeks Allé 17 og 19 integreret, så der er sikret en sammenhæng i kulturmiljøet i området.

Der anlægges forhaver og grønne forarealer ud mod Rahbeks Allé ved både den nye daginstitution og de nye boligbebyggelser. Der kommer også grønne forhaver til den hesteskoformede boligbebyggelse, der opføres ud mod Rahbeks Allé i Københavns Kommune. Med en fremtidig omlægning af Rahbeks Allé kommer der endvidere i omegnen af 50 nye vejtræer.

Mod Rahbeks Allé bliver daginstitutionen to etager plus en tagterrasse, og ny boligebebyggelse bliver tre etager plus en tilbagetrukket fjerde etage. Lokalplanen sikrer, at ny bebyggelse er lavest mod Rahbeks Allé og højest mod Carlsberg Byen. Derudover er der sikret en skalamæssig sammenhæng i facaderækken langs den sydlige side af Rahbeks Allé, idet ny bebyggelse er højest mod Kongens Bryghus og lavest mod de eksisterende villaer.

FREDERIKSBERG: Frederiksberg Kommunalbestyrelse har truffet byfornyelsesbeslutning for ejendommen Holger Danskes Vej 12-18, som har søgt om byfornyelsesstøtte til etablering af manglende badeværelser, istandsættelse af klimaskærmen og energiforbedrende tiltag.

Promana Bygningsrådgivning har på vegne af ejerboligforeningen fremsendt prissat projektforslag for bygningsfornyelse af ejendommen. Ejendommen er opført i 1885 og indeholder 51 ejerboliger, som gennemsnitligt er 46,8 kvm store.

Med det forelagte byfornyelsesprojekt vil alle boliger få tidssvarende bademuligheder, og ejendommen vil få en væsentlig reduktion i energiforbruget og dermed forbedret indeklima samt et tiltrængt løft af facadeudtrykket. Projektet omfatter udskiftning og efterisolering af tag, udskiftning af tagrender og nedløb, istandsættelse af skorstene og brandkamme, istandsættelse af facader, delvis istandsættelse og udskiftning af vinduer, istandsættelse og efterisolering af port, etablering af omfangsdræn, fugt- og varmeisolering af kælderfundament samt istandsættelse af kloakker. Der foreligger endnu ikke byggetilladelse.

REGION MIDTJYLLAND

RANDERS: Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har truffet byfornyelsesbeslutning vedrørende restaurering og ombygning af den fredede ejendom ”Von Hatten Hus” i Von Hattenstræde i Randers.

Kommunen har modtaget ansøgning om byfornyelsesstøtte med et samlet budget på cirka otte mio. kroner, hvoraf kommunens andel af støtten er beregnet til cirka to mio. kroner.

Ejendommen er opført i 1799 og fredet i 1919, og bortset fra spillestedet Café von Hatten samt administrationslokaler i forbindelse dermed står bygningen tom. Den markante bygning fremstår i dag nedslidt og trænger stærkt til istandsættelse.

Efter renovering og ombygning af ejendommen vil Von Hatten Hus fremstå som en spændende og tidssvarende blandet bolig-, kultur- og erhvervsejendom omkring et fælles gårdanlæg, og huset vil fremover stadig huse musikcaféen Café Von Hatten samt rumme lokaler til en række ungdomsorganisationer samt to boliger.

AARHUS: Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen tage stilling til, om forslag til Lokalplan 1012, Højhusbebyggelse på Møllevangs Alle, Katrinebjerg skal godkendes og fremlægges til offentlig høring.

Formålet med lokalplanen er at nedrive den eksisterende erhvervsbebyggelse og muliggøre etageboligbebyggelse i to højhuse på hver 14 etager, to punkthuse på seks etager og tre punkthuse på fire, tre og tre etager med tilhørende parkeringskælder. I alt er der tale om opførelse af cirka 390 boliger.

REGION NORDJYLLAND

HJØRRING: Hjørring Kommune ønsker at samle så mange af kommunens sundhedsfunktioner som muligt i et nyt sundhedscenter. Der er i den forbindelse udarbejdet forslag til lokalplan for et område på Bistrupvej, hvor sundhedscentret ønskes etableret.

I første omgang kommer sundhedscenteret til at omfatte forskellige aktiviteter indenfor det eksisterende byggeri, men der skal snarest muligt opføres nyt byggeri i tilknytning til det eksisterende. Lokalplanen giver mulighed for yderligere bebyggelse, der for senere etaper planlægges opført syd for den bestående bebyggelse og på den vestlige del af området mod boligerne på Bistrupvej.

Lokalplanen og et tilhørende kommuneplantillæg er indstillet til endelig vedtagelse i Hjørring Byråd på torsdag.

HJALLERUP: Der er udarbejdet forslag til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan for et område til boligformål i Hjallerup Øst, og Brønderslev Byråd skal på sit møde i morgen tage stilling til, om planforslagene kan godkendes og udsendes i offentlig høring.

Den østlige del af Hjallerup har gennem en længere årrække været låst for ny byudvikling på grund af et veto fra staten på baggrund af grundvandsforhold i området. Staten har nu afsluttet en ny grundvandskortlægning, der betyder, at der nu er mulighed for at byudvikle i Hjallerup Øst.

Området kan anvendes til åben-lave og tæt-lave boliger.

BRØNDERSLEV: Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune skal på sit møde i morgen beslutte, om Brønderslev Varme A/S’ projektforslag for etablering af et flisfyret kraftvarmeanlæg baseret på en ORC proces med CSP solvarme alternativt uden solvarmeanlæg skal godkendes.

Godkendelsen af projektet med solvarmeanlægget kræver dispensation fra Energistyrelsen, da projektet uden CSP solvarme er den samfundsøkonomisk bedste løsning. Denne dispensation har Energistyrelsen efterfølgende imødekommet med henvisning til, at der er tale om et innovativt projekt. Brønderslev Varme A/S har den 10. december 2015 fået meddelelse om, at det innovative projekt med solvarmeanlægget kan få 20 mio. kroner i støtte fra EUDP (Energiteknologisk udvikling og demonstrationprojekter).

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Teknik- og Miljøudvalget godkender projektforslaget for etablering af flisfyret kraftvarmeanlæg med solvarmeanlæg.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11