Byens flydende ild fanger og fascinerer
Neon er navnet på en ny entusiastisk bog om især hovedstadens farvestrålende lys gennem næsten 100 år
På mystisk vis både integreret og påklistret især Københavns ærværdige ældre ejendomme eller nyere trendy arkitektur. Ikke altid et lykkeligt ægteskab, ofte arkitektens skræk, men aldrig kedeligt.
Historiker Stefan Outzen og fotograf Helena Helmer deler en fælles fascination af neon. Og i sommeren 2014 vandrede de gennem især hovedstaden, hvor de fik registreret 300 neonskilte og andre neoninstallationer. De fleste foreviget på 12.000 skud, hvoraf de 132 er med i bogen
I Neon kommer læseren med de to på nattevandringen og får den farvestrålende historie om byens lysende kunstværker og reklamer.
Og det mærkes, at forfatteren er historiker. Ofte indledes de enkelte kapitler med en kort historisk gennemgang af stederne. Og bogen bliver også fortællingerne om elektricitetens sejr over gassen, den første neonreklame fra 1925, (der blev sat op på facaden af den nye strøgbiograf Alexandra Teatret), og mørklægning under besættelsen.
Med lidt god vilje, fortæller bogen, kan opsætningen af en elektrisk buelampe uden for varietéen National, senere Scala, ved indvielsen i 1882 betegnes som byens første neonskilt.
Bogen henvender sig altså dermed til alle med interesse for Københavns, lysets og elektricitetens historie.
Flere af de københavnske neonreklamer har gennem årene opnået ikonisk status - som Irmahønen over Sortedams Sø, Gajolmanden og Nyhavns lys - og er lige så faste elementer i bybilledet som Rådhustårnet, Storkespringvandet og Børsens dragespir.
De lysende skilte sætter stemning på både sommernatten og vintermørket.
”Det tynde glasrør med sit flimrende lys sætter sig fast i vores hukommelse og tegner vores fortælling om byen”, hævder bogen, der er gået grundigt til værks, også med en afsluttende spændende og informativ skildring af tilblivelsen af alt, der er bøjet i neon.
Det er tydeligt, at forfatterne med bogen ønsker at inspirere til bevarelse af de gamle reklamer og at give plads til flere og nye impulser fra tage, gavle og facader.
Neon
Af Stefan Outzen & Helena Helmer (foto)
Illustreret i farver
269 sider
Udkom 11. december 2015