Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om nye anlægsprojekter i Rødovre, Randers og Aarhus.
KUNSTGRÆS: Det har længe været et ønske fra brugerne at få kunstgræs på den eksisterende grusbane ved Horshøjvej i Rødovre. På grund af vandindvendig må banen ikke saltes, og den er derfor ikke brugbar en stor del af vinteren.
Det vil være muligt at anlægge en kunstgræsbane på i alt 66 x 101 meter svarende til et spilleareal på 62 x 95 meter.
Etablering af kunstgræsbanen vil kræve, at en del af beplantningen omkring den eksisterende grusbane fjernes, samt at der på dele af skråningen mod stien og ud for Horshøjvej må etableres en mindre støttemur. Der vil efterfølgende blive genplantet med nye træer.
Den samlede udgift til gennemførelse af projektet er anslået til seks mio. kroner, hvoraf 440.000 kroner er disponeret til projektering og tilsyn med mere.
Sagen behandles af Rødovre Kommunalbestyrelse i morgen, hvor det indstilles, at forslag og tidsplan godkendes, at Teknisk Forvaltning, Park og Naturafdelingen varetager opgavens gennemførelse med bistand fra ekstern rådgiver, og at der frigives seks mio. kroner til projektet.
REGION MIDTJYLLAND
RANDERS: Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har vedtaget tillæg til spildevandsplanen for Ammelhede, Virring og Floes endeligt.
På nuværende tidspunkt er de tre byer fælleskloakeret. Hver enkelt ejendom har bundfældningstank, hvorfra spildevand ledes i et fælles system til de lokale vandløb, med undtagelse af Virring hvor der sker en yderligere rensning i en form for rodzoneanlæg. Nu er det imidlertid meningen, at kloakeringen i byerne skal ændres til separatkloakering med central rensning af spildevand. Samtidig planlægges der etableret regnvandsbassiner ved Virring og Floes. Randers Spildevand oplyser, at de forventer at indgå frivillige aftaler med lodsejerne om køb af arealerne. Ændringerne muliggør kloakering af yderligere ejendomme, som i dag ligger udenfor kloakeret område.
AARHUS: Aarhus Byråd skal på sit møde på onsdag beslutte, om der skal igangsættes planlægning for en ny naturgasledning til Aarhus Havn via Hasselager.
Det fælleskommunale interessentskab Naturgas HMN ønsker at etablere en fordelingsledning til naturgas fra måler/regulatorstationen på Riisvej i Favrskov Kommune via Hasselager til Aarhus Havn.
Der er en reservation til en naturgasledning i kommuneplanen ind til det vestlige Aarhus. Naturgas HMN har foreslået et andet forløb, hvor ledningen løber langs med E45 og via Hasselager helt ned på havnen. Der er nogle mindre udfordringer, som skal afklares i forbindelse med planlægningen, herunder detailforløbet og bindinger, der er acceptable på naboarealer til ledningen.
Ledningen er VVM-pligtig og løber både i Aarhus og Favrskov Kommune. Planlægning og VVM gennemføres i et samarbejde mellem de to kommuner.