Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om nye byggeprojekter i Rødovre, Islev, Benløse og Ringsted
RØDOVRE: Sidste år modtog Rødovre Kommune tre ide-oplæg til udformningen af Damhustorvet og Roskildevej samt en byrumsanalyse af Gehls Architects.
Der arbejdes under titlen ”Fra Drive Through til Drive In” med en idé om at inspirere billister til at stoppe op og gøre deres indkøb. Vejen gøres attraktiv ved at udføre enkle ændringer i hastighed, vejforløb, parkeringsforhold, belysning og beplantning, så man får lyst til at stoppe op. Samtidig forbedres forholdene for de bløde trafikanter, som får bedre mulighed for at krydse vejen sikkert udenfor de signalregulerede kryds. På Damhustorvet etableres enkle elementer og en ny belægning som skaber sammenhæng mellem stedets kvaliteter og styrker torvets identitet som en samlende torveplads og giver en markant og indbydende indgang til Rødovre Kommune.
I forslaget nedsættes hastigheden på Roskildevej fra 60 km/t til 50 km/t. Hastighedsnedsættelsen understøttes ved en hævet flade ved torvet, steler langs kørebanen og i midterrabatten samt et svagt varierende vejforløb med krydsningsheller, som giver fodgængere mulighed for ekstra krydsninger over Roskildevej udenfor de signalregulerede fodgængerfelter.
For at understøtte muligheden for at bruge Damhustorvet til aktiviteter, er der foreslået en pavillon, som kan bruges til for eksempel cafe med udeservering og torveaktiviteter.
Projekteringsarbejdet ventes gennemført i perioden februar-juni næste år, hvorefter anlægsarbejdet udbydes. Anlægsperioden er sat til september 2016 - august 2017.
Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre Kommune havde sagen til behandling forleden, og her blev dispositionsforslaget godkendt. Udvalget anbefaler, at der frigives tre mio. kroner til detailprojektering.
ISLEV: I forlængelse af ombygningen af Islev Torv i Rødovre Kommune søges midler frigivet til projektering af Islevbrovej fra rundkørslen til torvet. Projekteringen vil tage udgangspunkt i et projektforslag for ID-Linjen fra marts 2014. ID-Linjen kendetegnes ved en rød løber, der udføres i specialfremstillede røde teglklinker. Den røde løber skal fungere som fortov i den nordlige side og bliver det gennemgående element på hele ID-Linjen fra Vestvolden i øst til den nye letbanestation i vest.
I projektforslaget er der lagt op til etablering af en dobbeltrettet cykelsti i den nordlige side af Islevbrovej.
Teknisk Forvaltning forventer at detailprojektering af Islevbrovej fra rundkørslen til torvet inklusive udarbejdelse af udbudsmateriale kan gennemføres for 500.000 kroner.
Teknik- og Miljøudvalget, der havde sagen på dagsordenen forleden, anbefaler, at der frigives 500.000 kroner til projekteringen.
Et detailprojekt forventes at være klar til politisk godkendelse til foråret, og anlægsarbejdet forventes gennemført i perioden fra august til december 2016.
REGION SJÆLLAND
BENLØSE: Benløse Bypark skal klimatilpasses på grund af for meget vand. Benløse Bypark er i dag en park, som ikke bruges i ligeså høj grad som man kunne ønske sig. Den fremstår utryg og mangler nogle klare funktioner. Til gengæld er parken placeret midt i et lavtliggende område med mange ejendomme og er derfor et oplagt område for opsamling og videreførsel af regnvand.
Ringsted Kommune og Rambøll har udarbejdet en designplan for parken, og den blev for nylig præsenteret for en lang række engagerede borgere.
Arbejdet med klimatilpasningen sendes ifølge planerne i udbud i starten af 2016, og anlægsfasen indledes til sommer. Den nye klimatilpassede park ventes indviet i 2017.
RINGSTED: Klimatilpasningsplanerne for Roskildevej var til behandling i Ringsted Byråd forleden, der skulle tage stilling til indgåelse af aftale mellem Ringsted Kommune og Ringsted Forsyning vedrørende projektet, ligesom der skulle fastsættes servicemål for projektet og tages stilling til finansiering af projektet.
Formålet med projektet er at klimatilpasse og skybrudssikre området ved hjælp af overfladeløsninger. Ringsted Kommune ønsker at gribe muligheden for at gennemføre projektet samtidig med, at Ringsted Forsyning separatkloakerer Roskildevej. Ud over at sikre borgerne mod skybrudshændelser har projektet til formål at forskønne og trafiksikre Roskildevej.
Projektet forventes projekteret i 2016 med opstart af anlægsfasen i 2017 og med forventet afslutning i 2019.
RINGSTED: Ringsted Byråd har bevilget 750.000 kroner til projektering af de første tiltag i Trafikplan for Ringsted Syd.
Trafikplan for Ringsted Syd indeholder 11 prioriterede tiltag på kommunevejene. Af disse 11 er der i budgetårene 2015 og 2016 rådighedsbeløb til de første fem, som omfatter hele forbindelsen fra Næstvedvej over Søndervang og Søndre Parkvej til Ahorn Allé ved Klostermarkskirken. De fem tiltag handler om kryds Søndervang og Søndre Parkvej, kryds Ahorn Allé og Søndre Parkvej, kryds Søndervang og Næstvedvej, cykelstier på Søndervang og cykelstier på Søndre Parkvej.
De fem tiltag forventes gennemført i samarbejde med Ringsted Forsyning, da trafiksaneringen af Søndre Parkvej er sammenfaldende med forestående ledningsarbejder.
Efter bevillingen på de 750.000 kroner resterer der i år et rådighedsbeløb på 2,075 mio. kroner. Derudover er der som led i budgetaftalen for 2016 afsat yderligere 6,3 mio. kroner i 2016 samt 4,05 mio. kroner i 2018.