DAGENS LEDER: Brancheforening bekæmper facade-pirater
Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad
Selv ikke de allerbedste byggematerialer er nemlig bedre end den håndværker, der indbygger materialerne i det færdige projekt.
Sådan er det f.eks. med den type udvendig facadeisolering, hvor man afslutter isoleringslaget med en pudsning - de såkaldte ETICS-systemer. Her har pirater og cowboys tilsyneladende boltret sig på markedet og leveret dårlige løsninger med gode produkter til stor skade for leverandørerne og for de udførende, som formår at bruge produkterne rigtigt.
Flere andre brancher har oplevet lignende problemer gennem tiden og modspillet har som regel været, at de seriøse virksomheder i branchen er gået sammen i en brancheforening og evt. også har certificeret opgaveløsningen eller på anden vis stillet krav til udførelsen.
Når det gælder ETICS-systemer har man nu også fundet det betimeligt at danne en brancheforening, så man i fællesskab kan skabe nogle klare retningslinjer og godkendelsesprocedurer for både arbejde og materialer i branchen.
Det er et rigtig godt initiativ som sikrer, at byggematerialerne og –systemerne anvendes optimalt. Det giver færre udførelsesfejl og problemer med skuffede bygherre. Og det sikrer, at de håndværkere som ser stort på vejledninger, krav og regler, hurtigt kan identificeres og udelukkes fra det gode selskab.