23948sdkhjf

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om nye anlægsopgaver i Køge, Vordingborg, Svendborg, Høruphav, Sønderborg og Struer
REGION SJÆLLAND

KØGE: Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge Kommune indstiller nu til Teknik- og Miljøudvalg, Økonomiudvalg og Byråd, at der gives en samlet anlægsbevilling på 6.305.600 kroner til genopretning af kommunens broer. Bevillingen kan finansieres af rådighedsbeløb i Anlægsbudget 2016-2025, hvor der i hvert af årene 2016 og 2017 er afsat 3.152.800 kroner.

Der er et efterslæb på vedligeholdelsen af broerne, hvilket har ført til, at der i nogle år er afsat midler til genopretning i kommunens budget.

Senest er broen, der fører Ryeskovvej over jernbanen mellem Roskilde og Ringsted, blevet renoveret. For tur står nu broen, der fører Havdrupvej over Skensved Å, stibroen, der fører Kimmerslevvejs stitrafik over afløbet fra Kimmerslev Sø samt nogle mindre bygværker.

VORDINGBORG: Teknik- og Miljøudvalget i Vordingborg Kommune har truffet byfornyelsesbeslutning om nedrivning af ejendommen Algade 63 og Lille Torv 5. Nedrivning af ejendommen Algade 63 og Lille Torv 5 ønskes gennemført med henblik på ny passage mellem Algade og Valdemars torv samt dannelse af et nyt byrum her, i overensstemmelse med intentionerne i forsøgsprogrammet De røde løbere - Plads til at mødes, Vordingborg By.

REGION SYDDANMARK

SVENDBORG: Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget i Svendborg Kommune besluttede på sit seneste møde at indstille Områdefornyelsesprogram - ”Liv i min By med kroner og kærlighed” vedrørende området mellem Møllergade og Jessens Mole til godkendelse i Byrådet.

Programmet beskriver på et overordnet niveau organiseringen af de fysiske projekter og aktiviteter, som gennemføres i perioden 2016-2020. Derudover er der en pulje til bygningsforbedring som er midler, private grundejere i området kan søge for at få støtte til renovering af bygninger, etablering af friarealer med mere. Samlet set skal de to indsatser være med til at stimulere private investeringer i bymidten.

Den overordnede vision for områdefornyelsen er at skabe mere liv i Svendborg bymidte.

HØRUPHAV: Siden Gendarmstiens genetablering i 1980’erne har der været et ønske om at stien skulle gå helt fra Kruså til Skovby. Der mangler endnu en strækning mellem Høruphav og Lebølløkke.

Den manglende stistrækning har været forsøgt realiseret med frivillige aftaler i flere omgange uden held.

Henover sommeren 2015 har Sønderborg Kommune været i dialog med lodsejerne. En lodsejer stiller sig positivt til den af kommunen foreslåede linjeføring, mens tre lodsejere ikke har ønsket at indgå i en frivillig aftale med den pågældende linjeføring.

Forleden besluttede Teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune, at forvaltningen skal forsøge at forhandle en pris med grundejerne, og såfremt enighed ikke opnås skal de nødvendige arealer eksproprieres til stiens gennemførelse som foreslået af kommunen.

SØNDERBORG: Forleden godkendte Teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune Trafiksikkerhedsplan for 2015 - 2017.

Planen, der er en opdatering af den tidligere trafiksikkerhedsplan for årene 2012-2014, skitserer hvilke områder forvaltningen skal arbejde med. I planen indgår status på ulykkesudviklingen samt forslag til ny målsætning.

SVENDBORG: I 2011 lukkede jernbaneoverskæringen, der deler Skattergade i Svendborg. Beslutningen var en del af en samlet løsning for opgradering af af sikkerheden på jernbanestrækningen i Svendborg by. Der har siden været et stærkt ønske fra blandt andet beboerforeningen i Skattergade for at få åbnet overskæringen, og nu anbefaler den kommunale direktion, at kommunen får klarlagt de reelle omkostninger og muligheder for at etablere en overgang ved jernbanen/Skattergade.

Såfremt der er politisk opbakning til anbefalingen, indstiller direktionen, at der reserveres tre mio. korner til projektet via de almindelige byfornyelsesmidler.

Foreløbig har Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget haft sagen til behandling, og her er der opbakning til projektet.

REGION MIDTJYLLAND

STRUER: Teknik- og Miljøudvalget i Struer Kommune har godkendt et forslag til lokalplan for et erhvervsområde nord for Vester Gimsingvej og anbefaler byrådet at gøre det samme.

Lokalplanen omfatter et område på cirka 6,3 hektar i udkanten af det eksisterende erhvervsområde - Industri Vest. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af ønske fra en privat bygherre, der har til hensigt at etablere en nedbrydningsvirksomhed for håndtering af bygge- og anlægsaffald. Aktiviteterne vil blandt andet omfatte affaldssortering, behandling af affald ved neddeling og nedknusning samt oplæg af affald.

Lokalplanen er udarbejdet i samarbejde med virksomhedens ejer.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128